En historisk tendens finder lige nu sted i dansk politik: »Dybt, dybt bekymrende«

Der er Lars Løkke Rasmussen. Der er Inger Støjberg. Og der er ti andre, der alene i denne valgperiode har skiftet parti. En klar, historisk rekord, som får både forskere og toppolitikere til at advare om mistillid, skuffede vælgere og et ustabilt folketing. Vi er vidner til en øget egoisme, mener flere, mens andre maner til besindighed.

 
Aldrig før i demokratiets historie har så mange politikere i Folketinget skiftet parti. Få et overblik over de mange skift her. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Det starter, når vi fylder 18 år.

For nogen er det en dybt højtidelig oplevelse. For andre måske lidt en pligt.

Uanset hvad er dét – det lille kryds, vi sætter, når der er valg – et ultimativt symbol på, at vi lever i et demokrati.

Derfor er der også, lyder det nu fra flere steder, grund til at stoppe op og tage en nødvendig debat om en tendens, der for alvor har taget fart.

Nemlig tendensen til, at politikere – midt i en valgperiode – hopper fra det parti, de er valgt for, for i stedet at blive medlem af et andet eller løsgængere.

De seneste måneder har budt på en række skift, der i sig selv er spektakulære – for eksempel Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg – men faktisk skriver de sig ind i en mere grundlæggende bevægelse.

Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen er de to måske mest prominente partihoppere i denne valgperiode. Men faktisk er de kun toppen af isbjerget; et mere grundlæggende, historisk ryk finder lige nu sted i dansk politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

I denne valgperiode er der således ikke færre end 12 politikere i Folketinget, der har forladt deres parti. Det er en klar rekord på denne side af Grundloven fra 1953; og det er det, på trods af at vi ikke engang er halvvejs gennem periodens maksimale længde.

Det viser en løbende undersøgelse fra Aarhus Universitet af samtlige partibevægelser de seneste knap 70 år.

Dykker man ned i tallene, kan man se, at de 12 partiskift i første halvdel af denne periode er markant flere end det gennemsnit på 3,3 skift pr. valgperiode, som havde været gældende fra 1953 og frem til valget i 2019.

Samtidig kan man se, at der i den lange periode har været en klart stigende tendens.

Fra 1953 og frem til valget i 1988 var der således blot 2,5 partiskift i gennemsnit pr. valgperiode, mens der derfra og frem til i dag har været mere end det dobbelte.

Hver enkelt partiskift har sin egen historie.

Men ifølge kvinden bag opgørelsen, professor i statskundskab Helene Helboe Pedersen, er udviklingen for tydelig til at være en tilfældighed. Hun kalder rekorden fra den igangværende periode »meget bemærkelsesværdig«.

Det er, mener hun, et billede på, at vi er i en »meget særlig periode af den politiske historie«.

»Man kan se, at det ofte er, når der sker store omvæltninger, der udfordrer etablerede samarbejdsmønstre mellem partier eller magtbalancer internt i partierne, at der er særligt mange partiskift,« siger hun:

»I disse år er der både et stort parlamentarisk opbrud samt stor omskiftelighed i de definerende dagsordener, og derfor opstår der uenigheder i partierne. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at vi får flere løsgængere.«

Set med hendes øjne er det dilemmafyldt, om udviklingen er et problem.

På den ene side kan det øge mistilliden til politikerne og den parlamentariske ustabilitet.

På den anden side er det heller ikke ønskværdigt, at partierne får så stor en magt, at man ikke kan skifte parti i protest mod kursen.

Når hun skal gøre boet op, lægger hun dog ikke skjul på, at udviklingen bekymrer hende – især på grund af risikoen for vælgere, der føler sig snydt og dermed taber yderligere tillid til det politiske system, samt risikoen for politisk ustabilitet.

»Min bekymring er, at man sender et signal om, at man ikke kan finde kompromiser og løse de store problemer i partierne, og at man i stedet hele tiden får enkeltsagspolitikere og -partier, der ikke har særligt mange mandater i ryggen, og som kæmper for overlevelse snarere end løsninger.«

Set med hendes øjne kan udviklingen være et varsel om, at vi – som set flere steder i Europa – vil få flere såkaldt personaliserede partier, hvor det er enkeltpersoner snarere end rodfæstede ideologier, der driver værket.

Alene i de seneste år har Stram Kurs med Rasmus Paludan, partiet Klaus Riskær Pedersen og Nye Borgerlige været drevet frem af stærke enkeltpersoner – og inden længe vil også tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen stifte et nyt parti.

»Og man kan ikke udelukke, at det vil gøre vores politiske system mere fragmenteret og derfor udfordre stabiliteten, flertalsdannelsen og Folketingets evne til at træffe holdbare beslutninger, ligesom det kan gøre det sværere at navigere som vælger og dermed placere et ansvar.«

Sikandar Siddique og Uffe Elbæk var begge medlemmer af Alternativet, indtil partiet i 2020 smeltede ned i indre opgør. De forlod partiet og har siden været med til at stifte et nyt, nemlig Frie Grønne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms.

»Dybt, dybt bekymrende«

I denne valgperiode har partiskiftene fundet sted på begge sider af midten. Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg, Britt Bager og Marcus Knuth har forladt Venstre, mens blandt andet Jens Rohde og Ida Auken på den anden side har forladt De Radikale.

De politikere, som forlod Alternativet efter et voldsomt personopgør, og som i dag har dannet Frie Grønne, trækker også antallet af partiskift op.

Går man lidt længere tilbage, har store profiler som Mattias Tesfaye, Jesper Petersen og Astrid Krag skiftet fra SF til Socialdemokratiet.

Der er intet juridisk til hinder for partiskift. Grundloven fastslår, at ingen politiker er forpligtet over for andre end sig selv.

I den politiske historie har partierne, også når folk stemmer, spillet en fundamental rolle.

Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, der alene i denne valgperiode har modtaget fire udmeldelser fra folketingsgruppen, kalder tendensen »grundlæggende bekymrende, fordi det er med til at destabilisere folkestyret«.

»Det har gjort Danmark til et fantastisk land, at vi har kunnet træffe fornuftige beslutninger i et stabilt folkestyre med partier, der for det meste er ansvarlige. Det går i stykker, hvis det er for let at lave nye partier eller blive løsgænger, hvor man har alle muligheder og intet ansvar. Det er usundt,« siger han, som også ser det som en kulturel forandring.

»Det ligger som en dyne hen over dem, der har skiftet parti eller er blevet løsgængere, at det ofte handler om, hvad der er gavnligt for mig og min karriere. Man løber ind i problemer i sit eget parti, og så løser man det ved at gå,« siger han.

Kan folkestyret ikke godt bære, at I har måttet afgive nogle mandater?

»Jo, i princippet. Men vi er end ikke halvvejs i valgperioden, og jeg tror, vi ser en trend, hvor mange tænker mere over, hvad der er godt for mig, og i mindre grad vægter det at være i et partifællesskab, hvor man kan være nødt til at bøje sig for flertallet,« siger Karsten Lauritzen.

Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, kalder den historisk store mængde af partiskift »dybt, dybt bekymrende«. I hans parti nægter man at tage imod partihoppere.

»Vi ikke kun står i en sundheds- og klimakrise, men også i en tillidskrise mellem de folkevalgte og befolkningen. Hvis befolkningen oplever, at politikerne shopper rundt, vil det kun blive værre og give en egentlig demokratisk krise,« siger han.

Er det ikke bare i Grundlovens ånd om, at den enkelte er fri?

»Sådan er det jo ikke i virkeligheden. Ingen vælges helt frit på eget mandat – selv dem, der får mange personlige stemmer, er jo bakket op af et parti, der har båret dem frem og givet dem muligheder, og der er frivillige, der knokler,« siger han.

Leif Lahn Jensen, gruppeformand for Socialdemokratiet, der har modtaget en række partihoppere, mener, at det centrale spørgsmål er, om de mange skift udfordrer det parlamentariske samarbejde. Og det ser han ingen tendenser til.

»Jeg ser stadig, at der laves brede aftaler, og derfor er det i mine øjne ikke på nuværende tidspunkt er problem for det parlamentariske arbejde og folkestyret,« siger han.

Ida Auken skiftede for nylig fra Radikale Venstre til Socialdemokratiet. Det er anden gang, hun har skiftet parti; i 2014 forlod hun SF til fordel for De Radikale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Mig-mig-mig og eksistensen

Venstres mangeårige topfigur i både kommunal- og landspolitik, Søren Pind, kalder også udviklingen »meget alvorlig«.

Det er, siger han, et udtryk for, at politik er blevet til en karriere drevet af »egocentrering og en mig-mig-mig-kultur«, der er så stærk, at det eneste vigtige er ens sæde i Folketinget – ikke de politiske værdier.

»Det politiske liv er blevet løsrevet fra det omkringliggende samfund. Det er indadvendt, og for mange handler det kun om én selv – om at være med – og der findes ingen værre skæbne, end hvis man skulle miste sin plads,« siger han:

»Og er man truet på sin eksistens, må man gå et andet sted hen i kampen for at blive valgt. Konsekvensen kan være en foragt for politikerstanden, som kun vil fjerne det politiske liv endnu mere fra samfundet.«

Pind fortsætter:

»Du kan se det med Lars Løkke Rasmussen. Han kan ikke se en skæbne uden for politik. At hans kamp for at blive siddende så er på bekostning af hans gamle parti, er åbenbart ligegyldigt. Det er i virkeligheden en proletarisering af politik; det handler kun om overlevelse, og der er ingen, man er loyal over for«.

Er det ikke fuldstændig legitimt, at man skifter til et andet parti, hvis man ser et holdningsskred der, hvor man er?

»Hvis det er, hvad man ser i ethvert af de partiskift, der har været, pakker jeg sammen. Det er bare ikke det, jeg ser. Langt størstedelen handler i mine øjne om opportunisme og simpel egenoverlevelse.«

I denne valgperiode har 12 politikere i Folketinget forladt deres parti. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø.

Ifølge en af landets mest erfarne valgforskere, professor ved Aarhus Universitet Rune Stubager, er stigningen i antallet af partiskift – og rekorden i denne valgperiode – »ret tankevækkende«.

Han er enig i, at tendensen i retning af »egopolitik«, hvor det er mere »karriere end kald«, spiller en rolle. Men han ser også reelle politiske forklaringer.

Den politiske arena er blevet mere mudret end i gamle dage, hvor man nemt kunne opstille partierne på en fordelingspolitisk akse – fra højre til venstre. I dag presser stærke enkeltsager såsom klima og værdipolitik sig også på.

»Det politiske billede er blevet mere mudret, rodet og todimensionelt, og det giver turbulens, for så vil det for nogle politikere være sværere at finde sig til rette i et parti,« siger han.

En anden af landets mest erfarne valgforskere, professor Kasper Møller Hansen, tolker tendensen i lyset af de voldsomme udviklinger, der er i meningsmålingerne, hvor nogle partier såsom Venstre er i voldsomme problemer.

»Der bliver rørt godt og grundigt rundt i gryden, og så ser man flere, der forlader den synkende skude,« siger han.

Han anerkender risikoen for øget mistillid og skuffede vælgere. Men han er, siger han, ikke bekymret på »systemets vegne i form af en mere systemisk mistillid«. Samtidig er det svært at se alternativet, påpeger han, for det vil også være et principielt problem at låse mandatet til partiet.

»Hvis en politiker oplever, at et parti går i en bestemt retning, skal man ikke påduttes en bestemt holdning. Derfor mener jeg, man er nødt til at værne om et demokrati, hvor man kan skifte,« siger han.

Alligevel fortæller de mange partiskift i hans øjne en mere grundlæggende historie om udviklingen i politik, hvor personlige ambitioner, egoisme og muligheden for genvalg spiller en større rolle.

Samtidig stilles den enkelte politiker mere personligt til ansvar i en tid med nyheder døgnet rundt og sociale medier.

»Og det gør måske, at man oplever en større ustabilitet,« siger han.

En anden af landets mest erfarne politikere, tidligere formand for Socialdemokratiet og formand for Folketinget Mogens Lykketoft, advarer mod udviklingen. Så længe man er valgt for et parti, der har hjulpet én frem, bør man følge partiet og lade være med at tro, at man er en »unik personlig succes«, mener han.

Det er i hans øjne det principielt rigtige, og det er også det nødvendige for at kunne have et stabilt politisk styre i et land, der altid har mindretalsregeringer og mange partier.

»Det handler ikke om kadaverdisciplin, men om, hvad vi ellers skal gøre. For det er jo den orden, vi har i Folketinget, der er udfordret,« siger han.

Landets længstsiddende parlamentariker, Bertel Haarder, kan også godt se grundene til bekymring. Men »under overfladen af uro« lurer et så stærkt folkestyre, at det nok skal gå, siger han.

»Det er også, hvad de nye partier nyder godt af,« siger han:

»De, der stemmer på dem, er sikre på, at det ikke vil gå helt galt. Dansk demokrati skal nok holde.«