Ellemann og Lykketoft er dybt bekymrede: Udenrigstjenesten har sparet i »ødelæggende omfang«

I en ny bog begræder Venstres Uffe Ellemann-Jensen og socialdemokraten Mogens Lykketoft, to af dansk udenrigspolitiks tidligere førstemænd, de seneste mange års besparelser i Udenrigsministeriet – bl.a. fordi det vestlige sammenhold for tiden er under betydeligt pres. Professor bakker op og mener, at Udenrigsministeriet har mistet magt.

ellemann lykketoft
»Vi kan også se, hvordan den danske udenrigstjeneste har fået lov til at degenerere, blive skåret så kraftigt ned, som tilfældet har været de sidste 15-16 år. Efter min mening er det dybt godnat,« siger tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i en ny samtalebog med tidligere S-formand og udenrigsminister Mogens Lykketoft Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

På bogomslaget smiler de to tidligere udenrigsministre så stort, at det næsten ser ud, som om de griner.

Men slår man op i Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketofts nyligt udgivne samtalebog, »Du store verden«, vil man opdage, at de to politiske veteraner har rigeligt at bekymre sig om.

Ængsteligheden gælder ikke kun USAs Donald Trump, Ruslands Vladimir Putin og Ungarns Viktor Orbán, som få betvivler, at venstremanden og socialdemokraten anser for skumle personager. For Ellemann-Jensen og Lykketoft bruger også en god del af et kapitel til at begræde tilstandene i det ministerium og diplomati, de selv har stået i spidsen for.

»Vi kan også se, hvordan den danske udenrigstjeneste har fået lov til at degenerere, blive skåret så kraftigt ned, som tilfældet har været det sidste 15-16 år. Efter min mening er det dybt godnat,« siger Uffe Ellemann-Jensen i bogen, hvor han også replicerer en bemærkning fra Mogens Lykketoft om, at Danmark pr. indbygger kun bruger halvt så mange kroner på udenrigstjenesten som Norge, med ordene »blip båt«.

Den såkaldte Taksøe-rapport fra 2016 forventede, at Udenrigsministeriets driftsbevilling i 2019 vil være faldet med en tredjedel siden 2000. Samme rapport fastslog, at det gennemsnitlige antal udsendte på Danmarks repræsentationer i udlandet var reduceret betydeligt i samme periode.

Besparelserne har, siger Mogens Lykketoft i bogen, fået et »ødelæggende omfang«.

»Det er en alvorlig svækkelse i Kongerigets evne til at opfange, hvad der foregår i verden, endsige påvirke det,« siger han til Berlingske.

Det er ikke første gang, at tidligere udenrigsministre udtrykker frustration over udenrigstjenestens tilstand. Flere af dem råbte også op i Berlingske i 2014, hvor det mere anstrengte forhold mellem NATO og Rusland blev fremhævet som en udvikling, der nødvendiggjorde ekstra muskelkraft.

Men siden dengang har kloden taget fire ture om solen, og international politik er ikke blevet mindre kompliceret. Således mener adskillige iagttagere, at selve den liberale verdensorden, som dansk udenrigspolitik har hvilet på i årtier, og som er kendetegnet ved en række internationale organisationer og regelsæt, er svækket.

Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister og formand for Venstre

»»Der er det trist at se, hvordan udenrigstjenesten er blevet udsultet igennem de sidste 20 år.««


Verdensorden under pres

Flygtninge- og migrantkrisen har udfordret EU i sjælden grad, og Storbritannien står på tærsklen til at forlade unionen. Donald Trump har som USAs præsident lagt pres på sine alliancepartnere i NATO, ligesom han har trukket USA ud af internationale aftaler som Paris-klimaaftalen fra 2015, hvilket har bidraget til opfattelsen af FN-systemet som svækket.

Omvendt er Kinas magt kun vokset, forholdet mellem NATO og Rusland forblevet isnende køligt og Mellemøsten et frygteligt rod.

»Det er helt afgjort en skærpende omstændighed,« siger Mogens Lykketoft til Berlingske.

Danmark har en »central interesse«, siger han, i at »gøre, hvad vi kan, for at vedligeholde så meget af det multilaterale samarbejde – hvad enten det er i FN, EU eller andre steder – som overhovedet muligt, fordi der er så mange, der svigter«.

Uffe Ellemann-Jensen føjer til:

»Hvis du ser, hvordan presset på den regelbaserede verdensorden er meget stærkt voksende, er det jo de gamle opgaver, der vender tilbage. Der er det trist at se, hvordan udenrigstjenesten er blevet udsultet igennem de sidste 20 år,« siger venstremanden.

Som udenrigsminister 1982-93 oplevede han jerntæppets fald:

»Dengang begyndte vi at indkassere fredsdividende på forsvaret og en parallel dividende i udenrigstjenesten, fordi en masse af de gamle opgaver gled i baggrunden. De er så kommet i forgrunden igen, og det kan vise sig meget kostbart for os, at vi har forsømt at udvikle det lag af klassiske diplomater,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Du nævner selv i bogen, at I foretog nogle »kæmpe besparelser« i din tid. Hvorfor var det okay dengang, men ikke med de besparelser de sidste 16 år?

»Det var fra et helt andet udgangspunkt. Der gjorde vi lidt op med nogle af de kulturer, som tiden var løbet fra i udenrigstjenesten. Der var meget prestige knyttet til mange af repræsentationerne, og der skar vi lidt hårdt til. Hvorfor er det så ikke i orden i dag? Fordi man da ikke skulle fortsætte!« siger han.

»Det er det, jeg bebrejder skiftende regeringer, sandelig også dem af min egen farve. De er fortsat, som om man bare kunne blive ved.«

Adspurgt, om ikke udenrigstjenesten også må holde for, når at alt fra Det Kgl. Teater til uddannelserne i de senere år har været underlagt besparelser, svarer Mogens Lykketoft desuden:

»Det er en nedskæring, der har været langt større end de der grønthøsterbesparelser.«

Magttab på Asiatisk Plads

Kritikken møder forståelse hos professor og diplomatiforsker Martin Marcussen fra statskundskabsinstituttet på Københavns Universitet.

»Siden 2013 har Udenrigsministeriet sat alt ind på det kommercielle diplomati, fordi man på det tidspunkt havde finanskrisen. Alle talte om vækst og beskæftigelse. Men finanskrisen er overstået. Til gengæld har vi fået Putins ekspansionisme, Trumps nationalisme, klima, migration og et EU i opløsning, og der er ikke nogen af de udfordringer, der kan imødegås af det kommercielle diplomati,« siger han.

En mulig konsekvens af besparelserne kan ifølge Martin Marcussen læses i en nylig rapport fra tænketanken European Council on Foreign Relations, der konkluderer, at Danmark er uden stærke partnerskaber med andre EU-lande.

»Det er nærliggende at lave et link til, om vi har en tilstrækkelig stor kapacitet i Bruxelles til at varetage de her diplomatiske relationer, som jo er kernen i en udenrigstjenestes arbejde. Målt på antallet af udsendte diplomater til Bruxelles, er det kun Luxembourg og Malta, der er mindre repræsenteret end Danmark,« siger han.

Ifølge både Martin Marcussen, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft er udviklingen dog også udtryk for, at det ærværdige ministerium i de pakhuslignende bygninger på Asiatisk Plads har mistet magt og prestige i regeringshierarkiet.

I Berlingskes magtanalyse fra juni optrådte udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kun som regeringens syvende mest magtfulde minister. Udenrigsministeriets nu afgående departementschef, Ulrik Vestergaard Knudsen, var på fjerdepladsen blandt ministeriernes topchefer.

Analysen er ikke videnskab, men »afspejler meget godt, hvordan det forholder sig i virkelighedens verden«, vurderer Martin Marcussen.

Professoren hæfter sig ved, at udenrigsministeren ikke sidder i regeringens vigtige økonomiudvalg, der har finansministeren som formand, og i en periode i både Lars Løkke Rasmussens (V) første regering og i Helle Thorning-Schmidts (S) statsministertid end ikke sad i regeringens koordinationsudvalg.

Mogens Lykketoft (t.v.), da han endnu var udenrigsminister, i selskab med Uffe Ellemann-Jensen (i midten) og en anden tidligere udenrigsminister, de Radikales Niels Helveg Petersen (t.h.), i anledning af Uffe Ellemann-Jensens 60 års fødselsdag i 2001. Fold sammen
Læs mere
Foto: JØRGEN JESSEN.

Mange ministerskift

Dertil kommer, at de adskillige ministerskift siden 2010 har givet ministeriet »en meget svag politisk ledelse«.

»Ethvert ministerium har behov for en klar, tydelig og markant politisk stemme og ledelse for at kunne rangere højt,« siger Martin Marcussen.

»Havde man haft en stærk politisk ledelse – ligesom Forsvarsministeriet i dag har med Claus Hjort Frederiksen (V) – tror jeg, at man havde kunnet banke ministeriet op igen,« siger han.

Mogens Lykketoft, der var finansminister, før han blev udenrigsminister, er enig. Han har flere gange i de senere år kritiseret Finansministeriet for manglende lydhørhed over for fagministrenes indvendinger.

»Men for at modstå det gælder det, at der er tilstrækkeligt velorienterede og indflydelsesrige fagministre,« siger han.

Opfattelsen harmonerer med en klumme, som tidligere Venstre-minister Søren Pind, i sidste uge lod trykke i Berlingske. Her skrev han, at »Statens regnedrenge« – altså Finansministeriet – har »udsultet udenrigstjenesten«.

Martin Marcussen bemærker, at Udenrigsministeriet i sit stillingsopslag til en ny departementschef – et job, der gik til Danmarks ambassadør i USA, Lars Gert Lose – opstillede 11 kriterier, ansøgerne skulle opfylde.

»Kun to af dem havde med international politik at gøre. Resten af kompetencerne handlede om at kunne begå sig på Slotsholmen og i det danske samfund,« siger han:

»Det er jo, vil jeg sige, en implicit erkendelse af, at man ikke er god nok til det.«

I sin rapport fra 2016 anbefalede regeringens udenrigspolitiske »gransker«, Indien-ambassadør Peter Taksøe-Jensen, at Danmark bl.a. som konsekvens af besparelserne fremadrettet burde føre en mere »interessebaseret« udenrigspolitik, der »med afsæt i Danmarks strategiske orientering fokuserer og samler kræfterne der, hvor der står mest på spil«, som der stod.

Det er fornuftigt, mener Uffe Ellemann-Jensen.

»Men jeg vil selvfølgelig ikke helt give op i forhold til det at skaffe nogle flere penge til området,« siger han.

Det har ikke været muligt at få et interview med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), da han har været i Bruxelles.