Ellemann-Jensen rækker hånden ud til alle i blå lejr

Venstres nye formand vil samarbejde med alle blå partier, også Nye Borgerlige, for at vælte regeringen.

Mens den tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen var meget lunken ved at samarbejde med Nye Borgerlige, er der andre toner fra Jakob Ellemann-Jensen (V).

Venstres nye formand har som noget af det første i sit nye job inviteret alle partiledere fra blå blok til kaffe for at finde en fælles vej til at vælte statsminister Mette Frederiksen (S).

Det betyder også en kaffeinvitation til Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige.

»Der skal være plads til at have forskellige synspunkter, også i den borgerlige familie,« siger Ellemann-Jensen.

Men der er grænser i et borgerligt samarbejde, siger han.

»Det er også derfor, at jeg gør et nummer ud af at sige, at jeg kommer ikke til at acceptere ultimative krav.«

»Det er også et vigtigt budskab, men vi har en fælles opgave i at gøre noget for den regering, der sidder, så de kan blive begavet med en samlet opposition. Det har de brug for.«

»Vi kan samarbejde om at få Mette Frederiksen udfordret, at gøre de svært for regeringen og at få en anden regering med en anden retning for Danmark,« siger Ellemann-Jensen.

»Jeg er med på, at Nye Borgerlige i valgkampen valgte at stille ultimative krav. Jeg synes ikke, at det er en fornuftig måde at føre politik på. Det er også derfor, at jeg klart siger, at det kommer jeg ikke til at acceptere.«

»Men vi har stadig nogle ting til fælles. Én af dem er ønsket om at få en anden regering,« siger Ellemann-Jensen.

Venstre holder ekstraordinært landsmøde efter en tumultarisk august, hvor både Løkke gik af som formand og Kristian Jensen som næstformand.

/ritzau/