Lars Løkke Rasmussen oplyste sent fredag aften på Facebook, at han melder sig ud af Venstre efter en tumultarisk jul i partiet, der også har først til Inger Støjbergs afgang som næstformand.
Lørdag morgen skriver Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter, at han er »trist« over Løkkes afgang fra partiet, som har »givet meget« til den tidligere statsminister og mangeårige medlem af partiet.
»Jeg er trist over, at Lars nu forlader Venstre. Han har givet meget til vores parti, og partiet har givet meget til ham. Vi kunne helt sikkert have fundet en god rolle til Lars i Venstre, men han ville det anderledes, og er på vej videre«, skriver Ellemann på Twitter.
Lars Løkke Rasmussen indikerede selv i sit Facebook-opslag fredag, at den seneste tids tumult i Venstre har været med til at fremprovokere hans udmeldelse fra partiet.
»(..) de seneste dage har gjort mig sikker i min sag. Jeg troede ellers det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg«, skriver Løkke.
Lars Løkke Rasmussens afgang skaber nye hovedbrud for Jakob Ellemann-Jensen, der i forvejen har sit at slås med i partiet, lyder det fra politisk analytiker Hans Engell til Ritzau.
»Det kommer på et tidspunkt, som er ualmindeligt ubelejligt for Ellemann (V-formand Jakob Ellemann-Jensen, red.).«
»Han står med problemer op til halsen i forbindelse med Støjberg-sagen, som jo slet ikke er afsluttet, og pludselig melder partiets største stemmesluger ved sidste valg (Lars Løkke Rasmussen, red.) sig ud.«
Du kan læse flere reaktioner på Løkkes afgang her.