Efter opsigtsvækkende opslag fra Støjberg: »Jeg forstår udmærket, hvad Inger siger. Jeg deler bare ikke hendes bekymring«

Inger Støjberg er bekymret for, at sager om »uskyldige komplimenter« vil tage fokus fra »de virkelige krænkelsestilfælde«, og det har fået flere Venstre-folk til at tage afstand fra deres næstformand. Partiets ligestillingsordfører, Fatma Øktem, understreger nu, at der skal være plads til alle slags historier i debatten om sexisme.

»I bund og grund er vi enige. Der er bare lige nogle nuancer,« siger Venstres ligestillingsordfører, Fatma Øktem, efter et opslag fra næstformand Inger Støjberg har skabt splid internt i partiet. NIels Ahlmann Olesen

Den verserende debat om sexisme og seksuelle krænkelser har særligt i løbet af det forgangne døgn gjort sit indtog hos Venstre, ikke mindst på grund af et Facebook-opslag fra næstformand Inger Støjberg.

I kølvandet på, at adskillige kvindelige politikere har berettet om grænseoverskridende og krænkende oplevelser, skrev Støjberg, at debatten i hendes optik er »ved at gå helt over gevind«, og at alle mænd bliver unødigt mistænkeliggjort.