Det var et projekt, der blev født af drømme.
Vi skal redde verden fra klimakrisen.
Og vi skal redde dansk politik fra sig selv og den dårlige kultur, der efterlader vælgerbefolkningen med mistillid og fortvivlelse.
Mandag den 9. marts 2020 blev dagen, hvor Klimarådet fremlagde et ambitiøst bud på, hvordan nationen kan opnå den CO2-reduktion på 70 pct., som Alternativet indtil for under et år siden var det eneste parti, der kæmpede for.
Men mandag den 9. marts 2020 blev også dagen, hvor Alternativet gik i opløsning. Og partiet gjorde det efter en langvarig magtkamp, hvor bitterheden, rygtedannelserne og de personlige intriger har fyldt så meget, at det får de fleste slagsmål i de gamle partier til at blegne.
Partiets stifter, Uffe Elbæk, forlader partiet. Det samme gør medstifteren, Rasmus Nordqvist, og to yderligere folketingsmedlemmer, ligesom en stribe personer, der har været centrale både politisk og organisatorisk, også har meldt deres exit.
Tilbage står den nyvalgte, politiske leder, Josephine Fock, som skal præsidere over et parti, som kun har ét tilbageværende folketingsmedlem, og det er ikke engang hende selv.
Hvordan kunne det gå så galt?
Hvordan kan et parti, der ved sit første valg i 2015 trodsede naturlovene og buldrede ind i Folketinget – og som siden dansende til tonerne af »Love is in the air« så sin politiske dagsorden få mere og mere medvind – falde så afgørende fra hinanden?
De fleste, uanset om de står på den ene eller anden side af den gravplads, hvor Alternativet er i alvorlig risiko for at skulle stedes til hvile, refererer tilbage i tiden for at finde en forklaring.
Dysfunktionel ledelse
I forrige valgperiode var partiets øverste ledelse, bestående af stifterkredsen Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist og Josephine Fock, længe på kollisionskurs i en ledelse, der blev mere og mere dysfunktionel.
De tre var dybt uenige om den ledelsesmæssige håndtering af en intern personalesag indeholdende påstande om sexkrænkelser, men var også afgørende forskellige som både mennesker og politikere.
Uffe Elbæk stod på den ene side for den planlagte vildskab, mens Josephine Fock på den anden side stod for, at Alternativet skulle agere mere pragmatisk.
Uffe Elbæk blev af sine partifæller opfattet som en leder, der var meget konfliktsky, mens Josephine Fock med sin fortid i fagbevægelsen blev set som både yderst kontant og direkte.
Samtidig var partiet i voldsomme problemer, da medierne kunne afdække, hvordan ansatte på Christiansborg klagede over en udpræget »festkultur«, ligesom det kom frem, at en chef i partiet opfordrede ansatte og politikere til at indsende penisbilleder til brug for en jubilæumscollage.
Det kom også frem, at partiet i valgkampen 2015 havde modtaget omkring 450.000 kroner i støtte fra konti i to skattelylande, ligesom partiets daværende gruppeformand, René Gade, måtte opfordre sine kollegaer til at droppe partiets egen kommunalvalgsfest i København, idet der var planer om at holde den på en bar, der normalt havde både sexgynger og »darkroom« på menukortet.
Og nåja, så var der også sagen om Københavns daværende kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, der måtte trække sig, fordi han havde indrettet sit kontor med møbler for 130.000 kroner, ligesom partiet endte i sager om dobbeltmoral, fordi dets ledende kadrer havde fløjet adskillige gange på få år.
Det siges, man ser et menneskes sande natur, når det bliver presset.
Da Alternativet kom under pres, viste partiet, at der ikke var hverken anderledes eller bedre end alle de andre.
Tidligere har Uffe Elbæk i et stort interview med Berlingske fortalt, hvordan mistilliden og paranoiaen voksede sig større og større i partiet. Også hos ham selv, der blandt andet ikke kunne lade være med at tænke på, hvem der mon stod bag de mange læk af interne papirer.
Han sagde dog også, at han på et tidspunkt besluttede at lægge det bag sig, fordi partiet ellers aldrig ville komme videre.
Særligt meget videre kom Alternativet altså ikke.
Kaninen i hatten
Alligevel formåede Elbæk i forsommeren 2018 at trække en kanin op af hatten, som fik flere i partiet til at vejre morgenluft.
Uffe Elbæk ville selv være statsminister. Og han ville trække »sine mandater ud af ligningen«. Den politiske disruption, som han stod for, skulle række helt ind i regentens gemakker, når der skulle afholdes dronningerunde.
Strategien fik partiet til at ramme nyhedsmediernes overskrifter igen. Men den bragte også Alternativet i modvind, da det stod klart, at Grundloven, demokratiets fødselsattest, sådan set stadig eksisterer i 1953-versionen, og at dens ord og ånd gør det svært, for ikke at sige umuligt, at trække sine mandater ud af nogen ligning.
Enten er du for, eller også er du imod. Medmindre du da bliver overflødig.
Overflødigheden var, hvad der blev Alternativets skæbne, da stemmerne blev talt op efter valget i juni 2019. Mette Frederiksen kunne danne regering helt uden at forsøge at finde statsretslig mening i Uffe Elbæks udmelding, og det gjorde hun så.
Vel at bemærke med verdenshistorisk høje ambitioner på klimaområdet. Men uden Alternativets underskrift. Uffe Elbæk pegede på sig selv og så på fra sidelinjen, mens de øvrige partier aftalte at gøre hans politiske drøm til virkelighed.
På det tidspunkt begyndte rygterne også for alvor at svirre om, at det snart ville være slut med Elbæk som formand. Mere og mere blev han set som en figur, der var god til at starte projektet op, men som svigtede, når det kom til at lede og drifte.
Beslutningen tog Uffe Elbæk kort før årsskiftet.
På det tidspunkt lagde han vægt på, at han ville gøre partiet langtidsholdbart og sikre, at han efterlod det i en god forfatning, selv om politiske iagttagere ikke just kunne se storheden i det projekt, han forlod.
Men hvorom alting var, kunne Alternativet nu vise, at man mente det der med ny politisk kultur og medlemsmagt alvorligt. Også når der skal vælges ny formand. Formandsopgøret, som sluttede med valget af Josephine Fock den 1. februar, var dog allerede præget af rygtespredning og albuer i siden undervejs.
Og da det var slut?
Da stod det klart, at ingen, heller ikke Alternativet, kan løbe fra sin fortid.
Det gamle nid og nag og den modstand mod Josephine Fock, som blev grundlagt i partiets svære år, dukkede op til overfladen i form af anonyme beskyldninger om en grænseoverskridende ledelsesstil, der rimede på alt andet end medlemsdemokrati og flad struktur.
Beskyldninger, som hurtigt af Focks støtter blev udlagt som koordinerede forsøg på at underminere medlemmernes legitime valg, hvorfor man endte med i weekenden at sætte hårdt mod hårdt ved at true de to øvrige stiftere, Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist, på deres mandat i partiet, medmindre de entydigt ville bakke op om formanden.
Det skridt fik snoren til endegyldigt at knække, hvorfor de tog deres gode tøj og gik, og de tog mandaterne med sig.
Rasmus Nordqvist siger, at han ikke kan se sig selv i et projekt, som han dels har svært ved at tro på, og hvor der ikke længere er tillid.
»Den måde, det er blevet håndteret på de seneste uger, med mails om at nogen skulle rette ind, med konspirationsteorier og rygter og med snak om, at man måtte gå, hvis man ikke var helt for ... Det er ikke det frie, gode parti, som jeg så mig selv som en del af,« siger han til Berlingske i et interview, hvor han også mener, at det har været en »grim proces«.
Det samme mener Uffe Elbæk, der i et brev til medlemmerne selv refererer til »centrale personkonflikter«, som ikke »blev taget i tide«, og hvor »gammel politisk kultur sev ind i alle huller og sprækker i organisationen«.
Hvor »rygter, løgne og konspirationsteorier vandt over fakta, redelighed og menneskelig ordentlighed«, og hvor »ganske få mennesker kan ødelægge det for rigtig mange«.
»Resultatet var – set derfra hvor jeg sidder – at mindre fællesnævner vandt over højeste,« skriver Elbæk.
Josephine Fock ser derimod afhoppernes beslutning som et resultat af, at de ikke vil respektere det medlemsdemokrati, de selv har været med til at skabe.
Hun afviser dog, at det er en lettelse, at de nu har forladt partiet.
»Det er ikke en lettelse, for jeg havde rigtig gerne set, at vi kunne have arbejdet sammen, men det var desværre ikke muligt, og det har de truffet en konsekvens af,« siger hun:
»Det, der har undret mig i alt det her er, at jeg blev valgt demokratisk med et meget stort flertal, og derfor undrer det mig, at de ikke har kunnet bakke op, men det kan de desværre ikke, og det er det, de tager konsekvensen af, og det har jeg selvfølgelig respekt for.«
Hun mener dog ikke, at Alternativet er dødt. I stedet vil hun nu begynde arbejdet for at binde partiet sammen fra medlemmer til lokalkredse og storkredse over det politiske forum og hovedbestyrelsen og til de lokal- og folkevalgte, som hun siger.
»Og det er enormt vigtigt, at vi sikrer, at der er en sammenhæng, så vi er et alternativ, der arbejder i samme retning. Det er det, jeg får muligheden for nu«.
Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske korrespondent
