Nogle politikere kalder det »et skulderklap« og »en unik chance«. Andre planlægger at demonstrere mod præsidenten og »hans klimafornægtende politik og hans kvindehadende politik og hans ofte tenderende til racistiske politik«. Reaktionerne på den amerikanske præsidents forestående besøg i Danmark er mange.
Onsdag aften blev det officielt, at Donald Trump, præsident for De Forenede Amerikanske Stater, aflægger et besøg i Danmark i starten af september.
Statsbesøget finder sted 2.-3. september, og foruden kongefamilien vil præsidenten mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) samt formanden for Grønlands Landsstyre, Naalakkersuisut, og med den færøske lagmand.
På Statsministeriets hjemmeside skriver Mette Frederiksen, at hun »ser frem til at møde den amerikanske præsident«:
»Vi vil drøfte globale emner af fælles interesse, og hvordan vi sammen kan styrke samarbejdet mellem Danmark og USA inden for blandt andet sikkerhedspolitik, arktiske spørgsmål og fremme af samhandel og investeringer«.
På Kongehusets Facebook-side er der ikke mindre end 917 reaktioner på præsidentens besøg torsdag morgen. Mens nogle reagerer på nyheden med græde-smileys og kommentarer såsom »fy føj«, »Nej tak herfra« og »NEJ TAK«, er andre mere positive med kommentarer som »herligt« og »spændende« tilføjet flag og emojis af hænder, der klapper.
Tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) glæder sig også over, at Trump aflægger Danmark et besøg.
I Danmark vil Donald Trump foruden møder med de politiske ledere deltage i en række bilaterale møder og mødes med fremtrædende personer fra erhvervslivet ifølge Det Hvide Hus, skriver Ritzau.

SFs politiske ordfører, Karsten Hønge, er anderledes negativ overfor Trumps besøg. For selv om han understreger, at den amerikanske præsident er velkommen, så vil Hønge demonstrere mod ham under hans besøg:
»Som repræsentant for et land er han velkommen i Danmark. På den anden side har jeg lyst til at give udtryk for, hvad jeg synes om hans klimafornægtende politik og hans kvindehadende politik og hans ofte tenderende til racistiske politik, for det bryder jeg mig sgu ikke om. Så jeg vil være at finde i demonstrationerne mod ham,« siger han.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kalder det på Twitter »rigtig positivt«, at Trump kommer:
Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev Kina-kritiske demonstranter frataget flag, da man fra dansk side ville skåne den kinesiske præsident for de kritiske røster. Det morer DFs næstformand, Søren Espersen, sig over på Twitter.
Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) byder Trump velkommen.
»Du er velkommen i Danmark, Mr. Trump. Vi er uenige på mange vigtige områder, men det er netop derfor, vi skal diskutere dem. Det vigtigste er klimaet, men også Mellemøsten, menneskerettigheder og Arktis kræver mere fælles handling.«
Peter Kofod Poulsen, der sidder i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, skriver på Twitter, at vi har meget at takke USA for:
»USA har sikret Danmarks frihed flere gange og er en af vores absolut tætteste allierede. Uden Amerika havde vi ganske enkelt ikke haft vores frihed. Derfor er den amerikanske præsident naturligvis altid velkommen i Danmark - uanset hvem, der er præsident.«
Han får opbakning fra partifælle og folketingsmedlem, Hans Kristian Skibby, der kalder Trumps besøg for en »herlig nyhed«.
Pernille Vermund, partileder for Nye Borgerlige, kalder USA for »Danmarks vigtigste allierede« og mener, at USA gennem NATO har været »garanten for Danmarks sikkerhed«.
Besøget i september bliver fjerde gang, at en siddende amerikansk præsident aflægger besøg i Danmark.
Det første besøg fandt sted i 1997, da præsident Bill Clinton var på statsbesøg.

Otte år senere, i 2005, var præsident George W. Bush på statsbesøg i Danmark.

Og i 2009 modtog Dronningen præsident Barack Obama, som var i Danmark i forbindelse med IOC-topmødet og klimatopmødet (COP15) i København.
