DF-profil erkender exit fra Folketinget

Martin Henriksen har indset, at han ikke passerer Peter Skaarups personlige stemmetal i Københavns Storkreds.

folketingsvalg2019
Martin Henriksen og Peter Skaarup ved valgfesten hos DF (Dansk Folkeparti) på i Snapstinget på Christiansborg i København under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Endnu er alle personlige stemmer i Københavns Storkreds ikke talt op efter onsdagens folketingsvalg.

Men Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, siger torsdag til Ritzau, at han har erkendt, at han ikke bliver genvalgt til Folketinget.

Partiet, der mistede 21 mandater ved valget, fik kun et enkelt mandat i Københavns Storkreds.

Martin Henriksen er ifølge de foreløbige stemmetal langt efter DF-kollegaen Peter Skaarup, der er partiets gruppeformand.

Ved det seneste folketingsvalg i juni 2015 fik Peter Skaarup cirka fire gange så mange stemmer som Martin Henriksen.

Udlændingeordføreren er derfor ikke overrasket over, at han ikke bliver genvalgt.

/ritzau/