Nu falder brikkerne på plads: Det ved vi om Morten Østergaards sager

Morten Østergaard er sygemeldt, efter at Radikale Venstre mandag offentliggjorde en redegørelse om håndteringen af de tre krænkelsessager vedrørende den tidligere partiformand. Her er en gennemgang af, hvad vi ved om sagerne.

Den nu tidligere radikale leder Morten Østergaard var sandsynligvis den mest aktive mandlige folketingspolitiker i sexismedebatten, som blev indledt af Sofie Linde ved Zulu Comedy Galla i august.

På sin Facebook-profil opfordrede han gang på gang kvinder til at stå frem og politikere på Christiansborg til at gøre op med den »rådne kultur, som for længst skulle være mødt med et opgør«.

Det skulle dog vise sig, at Radikale Venstre og Morten Østergaard selv blev centrum i den hidtil største sag om sexisme på Christiansborg. Og at den blev startet netop af en kvinde, der stod frem.

Lotte Rod

Lotte Rod skrev på Facebook 16. september, at hun var blevet taget på i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre. Hun nævnte intet navn, men opfordrede til, at man ikke betragtede sexisme i dansk politik som et problem, der kun fandtes uden for partiet.

»Jeg er blevet taget på. Både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre. Lige nu er det som om, alle gemmer sig bagved, at problemerne er et andet sted. Andre mænd i andre partier. Men de mænd, der gør det, skal ikke gemme sig. De skal stå til ansvar for, at det ikke kun er alle mulige andre steder. Det sker her hos os. Det skal stoppe nu,« skrev hun.

Herefter begyndte spekulationerne om, hvem krænkeren i den radikale folketingsgruppe kunne være. De fleste mandlige folketingsmedlemmer i partiet benægtede kendskab til sagen, og Morten Østergaard slog fast, at personen havde fået en påtale.

Der skulle et dramatisk gruppemøde på Den Sorte Diamant 7. oktober til, før Morten Østergaard stod frem og fortalte, at han var personen, som havde lagt en hånd på Lotte Rods lår for cirka et årti siden. Han meddelte også, at han trak sig tilbage som formand for partiet på grund af sin håndtering af sagen, fordi han havde »svigtet folketingsgruppens tillid og dermed også partiet og offentligheden.«

Det skulle dog ikke blive den sidste sag om Morten Østergaard. 9. oktober skrev han i et nyt opslag på Facebook, at han for flere år siden blev gjort opmærksom på yderligere tre kvinder, som havde følt sig krænket af ham.

Efteråret 2015: Katrine Robsøe

Ifølge en helt ny redegørelse fra Radikale Venstre blev der i sommeren 2016 indgivet to klager vedrørende Morten Østergaard, hvor begge omhandlede uønskede berøringer i forbindelse med en festlig begivenhed. Den første fandt sted i efteråret 2015. Mandag aften stod Katrine Robsøe så frem på Facebook og skrev, at klagen var indgivet af hende. Den uønskede berøring skete til en fest, mens Katrine Robsøe var studentermedhjælp i partiet.

»Det er med tårer i øjnene, at jeg desværre føler mig tvunget til at lave dette opslag. Jeg er en af de tre kvinder, Morten Østergaard i fredags stod frem og indrømmede, at han har krænket. Det skete, da jeg var studentermedhjælp i partiet i 2015. Og jeg anmeldte det til ledelsen internt og med et klart og tydeligt ønske til den ansatte leder, jeg talte med det om, at det blev behandlet fortroligt og uden inddragelse af andre end de direkte indblandede parter. Det er efter mit helt klare ønske, at ingen andre har haft viden om sagen,« skrev hun blandt andet.

Af opslaget fremgår det også, at Katrine Robsøe og Morten Østergaard kom videre efter sagen, og at de efterfølgende havde et godt samarbejde.

Sommeren 2016: Praktikanten

Den anden klage, som blev indgivet i sommeren 2016, omhandlede også uønskede berøringer under en fest, denne gang i sommeren 2016. B.T. har afsløret, at sagen omhandler en episode til en sommerfest i partiet i juni 2016. Her blev en 21-årig praktikant befamlet af Morten Østergaard, og hun gik efterfølgende til ledelsen. Partiformanden skulle angiveligt have taget på kvindens baller, samt hevet i hendes undertøj gennem kjolen, selv om hun flere gange forsøgte at fjerne hans hænder.

En anonym kilde, som var med til festen, fortæller til B.T., at vedkommende lagde sig imellem Morten Østergaard og praktikanten, hvorefter partiformanden blev sendt hjem i en taxa.

Morten Østergaard fik i forbindelse med de to klager fra Katrine Robsøe og praktikanten i september 2016 en reprimande fra den nytiltrådte sekretariatschef Lars Beier Nielsen.

Sommeren 2017

Den fjerde sag er en klage, som blev indgivet i sommeren 2017 via mellemmand til sekretariatschefen. Et opslag på Facebook fra Ida Auken peger på, at hun var den mellemmand, og at krænkelsen skete til Folkemødet på Bornholm. I opslaget beskriver Ida Auken, hvordan hun »i juni 2017 fortalte både den nuværende politiske leder, landsformanden og partisekretæren, hvordan Morten Østergaard på Folkemødet 2017 havde stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd havde forsøgt at få hende til at gå i seng med sig.«

Klageren var ifølge Radikale Venstres egen redegørelse en tidligere ansat i partiet, som ikke var ansat på tidspunktet for krænkelsen. Personen ønskede fortrolighed om sagen og anmodede om, at den ikke kom frem i offentligheden.

Ida Auken skriver også, at ledelsen var begyndt at mandsopdække Morten Østergaard og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Den taktik kan være opstået i kølvandet på sagen om praktikanten fra året forinden, hvor Morten Østergaard befamlede en praktikant til en fest, og endte med at blive sendt hjem i en taxa.

Også i forbindelse med sagen fra Folkemødet gav Lars Beier Nielsen en reprimande til Morten Østergaard, som Østergaard, ifølge redegørelsen, tog til efterretning.

Den nye politiske leder i Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, undrer sig over, at det ikke har været muligt at bringe sagerne videre, så der kunne drages yderligere konsekvens. Det siger hun i en pressemeddelelse. Derfor har hun og partiets ledelse besluttet at give sekretariatschefen en advarsel for mangler i håndteringen af sagerne.

Ida Auken beskylder dog Sofie Carsten Nielsen for at tale usandt og i længere tid at have holdt hånden over Morten Østergaard, fordi hun også kendte til sagen fra Folkemødet i 2017 længe inden, Morten Østergaard selv stod frem og skrev om de tre krænkelser i et opslag på Facebook.