Det er en kliché, der er blevet gentaget et utal af gange.
Politik handler om dilemmaer. Om at vælge mellem alternativer. Om at træffe svære valg.
På få tidspunkter i Danmarks demokratiske historie har netop denne grundregel dog stået mere klart, end den gør lige nu.
Med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har regeringen og den samlede centralstab af faglige eksperter kastet sig ud i et fuldskalaopgør med coronavirussens hærgen.
Samfundet er lukket ned. Nationens grænser er spærret af. Beslutninger, der giver staten udgifter for trecifrede milliardbeløb, bliver truffet på en nat.
Men de sværeste og mest komplicerede beslutninger, som landets statsminister skal tage, venter stadig forude. Hverken hun eller hendes nærmeste har meget tid til at tale om det. Men de ved, at tidspunktet kommer.
Tidspunktet, hvor Danmark skal åbne igen.
Når det sker, tyder meget på, at statsministeren skal træffe en beslutning, som bliver svær at gøre perfekt, og som skal træffes til lyden af støjen fra ulykkelige menneskeskæbner.
På den ene side vil være mennesker, der dør. Eller som frygter, at de eller deres nærmeste kan komme til det. Deres bøn til statsministeren vil være at gå med livrem og seler og hellere være for langsom end for hurtig til at genåbne samfundet.
På den anden side vil der være mennesker, som har mistet deres job. Eller som frygter at gøre det. Ildsjæle, der ser deres forretninger være på sammenbruddets rand. Fra dem vil advarslerne mere og mere lyde, at for hvert sekund, landet er lukket ned, forværres deres tilværelse.
Som en af landets førende økonomer, professor og tidligere overvismand Torben M. Andersen, udtrykker det:
»Der kommer et tidspunkt, hvor man står med det svære valg mellem det økonomiske og det sundhedsmæssige. Hvor man skal lave benhårde afvejninger med menneskeskæbner på begge sider, og hvor der ikke er noget klart facit. Det er et dilemma, som er givet, og som det er umuligt at komme uden om,« siger han.
Det samme siger hans kollega, den netop afgåede overvismand Michael Svarer, som taler om en »meget klar og tydelig afvejning«.
»Lige nu er det med god grund de sundhedsfaglige aspekter, der har overhånden. Men sandheden er også, at for hver dag, der går, vil flere og flere miste deres job, og flere og flere virksomheder vil knække nakken. Det er det kyniske dilemma, vi står i som samfund,« siger han.
Total frustration og tiden som djævel
Det er ikke endnu, beslutningen skal tages. I mandags forlængede statsministeren helt som forventet nedlukningen af landet i kølvandet på analyser fra Sundhedsstyrelsen, som viser, at vi stadig er langt fra epidemiens top.
Alligevel presser spørgsmålet om hvordan og hvornår, man kan genåbne samfundet, sig på. Og analysen er klar. På mere end noget andet tidspunkt, siden epidemien ramte Danmark, vil det være et politisk ansvar, som Mette Frederiksen (S) nærmest egenhændigt må tage på sig.
Netop fordi hverken den sundhedsfaglige eller økonomiske videnskab kan give hele svaret. Det er kun i det politiske rum, at der kan tænkes på tværs af de menneskelige konsekvenser, som befinder sig på begge sider af stregen.
En analyse, som statsministeren også har delt med landets øvrige partiledere. Det var svært at lukke landet ned, men det bliver mindst lige så svært at gøre det modsatte, sagde hun ifølge Berlingskes oplysninger på et lukket møde mandag.
Nils Strandberg Pedersen, som i et kvart århundrede var topchef i Statens Serum Institut, siger, at han har »mere end fuld forståelse for, at vi også skal tage hensyn til det økonomiske, og at den her afvejning er rigtig, rigtig svær«.
Problemet er bare, siger han, at det kan få store konsekvenser, hvis man giver slip på begrænsningerne af samfundet for tidligt.
»Man er nødt til at være meget sikker på, at man er i en stabil fase, og at der ikke foregår en aktiv smittespredning. For hvis der er det, og man alligevel løsner op, risikerer man, at en ny epidemi accelererer, og at man så må lukke det hele ned igen,« siger han.
Det samme siger Jens Lundgren, der er professor på infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet. Da han som ekspert i den forgangne uge forudså, at nedlukningen af Danmark ville blive forlænget, modtog han bunkevis af frustrerede e-mail fra folk.
Flere skrev, at det var hans skyld, at det nu sikkert ville blive til virkelighed.
Da mærkede han den »totale frustration«, der er i samfundet, og som regeringen skal manøvrere i.
»Der er ingen tvivl om, at i sidste ende må det her blive en politisk beslutning. Alle vi eksperter kan have alle mulige holdninger set fra det sted, hvor vi står. Men i sidste ende er det kun regeringen og statsministeren, der kan stå på mål for, at de har gjort det rigtige,« siger han.
Det vil nemlig også have voldsomme konsekvenser, hvis man venter for længe, påpeger flere topøkonomer. Den tid, som vi skal bruge på at bekæmpe epidemien, arbejder direkte imod os, når det gælder både samfundets og den enkeltes privatøkonomi, og det kan selv milliarddyre hjælpepakker ikke bremse i længden.
»Omkostningerne vokser for hver dag, der går, og økonomiens mulighed for at komme hurtigt op i fart på den anden side bliver mindre og mindre,« som Torben M. Andersen beskriver.
Det samme påpeger økonomiprofessor Michael Svarer. Netop tiden, der går, er et selvstændigt problem. For i takt med at flere og flere bliver fyret, og at flere og flere virksomheder må lukke, reduceres kapaciteten i økonomien også.
Og dermed bliver det sværere at få genvundet væksten, når sundhedskrisen er ovre.
»Når virksomheder går ned, er de jo væk. Og det er alle deres netværk, kundedatabaser og viden også. Jo mere tid der går, jo mere værdi vil blive dræbt i den økonomiske destruktionsproces, der finder sted lige nu,« siger han.
Det normale princip i et samfund med markedsøkonomi vil være, at man skal lade falde, hvad ikke kan stå. Problemet er bare, at en masse ting risikerer at falde, selv om de faktisk godt kunne stå. Netop derfor er tiden så vigtig en faktor, siger Michael Svarer.
»Vi risikerer at miste en masse ting, der faktisk havde værdi. Som faktisk var sunde. Men som blev revet ned af en fuldstændig uforudsigelig begivenhed, der kom udefra,« lyder det.
Åbning i etaper
En løsning, som måske kan bygge en form for bro i dilemmaet mellem folkesundheden og nationaløkonomien, og som så småt er sået i regeringstoppen i jagten på en form for gylden middelvej, er, at man åbner samfundet i etaper.
Altså at man i stedet for at fortsætte den totale nedlukning forsøger at åbne så meget som muligt op i det tempo, der er forsvarligt.
Måske begynder man med at give mulighed for, at restaurationer kan åbne, før skolerne åbner. Måske gør man det omvendt.
Måske åbner man for nogle aldersgrupper først, mens man opfordrer andre til at fortsætte med udtalt påpasselighed.
Måske løsner man grebet om den private sektor, før man løsner det om den offentlige.
Den præcise model er langtfra klar. Men analysen er, at det kan være en mulighed, selv om det også er fyldt med dilemmaer. Det bedste, lyder analysen, man kunne gøre, er for eksempel at begynde med at åbne for landets skoler og institutioner, fordi det kunne forbedre forældres mulighed for reelt at arbejde.
Men skoleåbninger er også noget af det sværeste at styre, når det handler om at begrænse den sociale kontakt i samfundet.
Både Jens Lundgren fra Rigshospitalet og tidligere topchef i Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen siger da også, at det formentligt er den rigtige vej at genåbne landet i bidder.
Nils Strandberg nævner som en mulighed, at man åbner for de dele af landet, hvor der er lav smittespredning, og fastholder restriktionerne længere i de dele, hvor der er meget smittespredning.
Og at man forbyder folk at tage fra det ene til det andet sted.
Man kan også lave en model, hvor skolerne kun har delvist åbent for at begrænse elevtætheden. Det kunne for eksempel ske, ved at nogle klassetrin er der den ene dag, mens andre er der den anden dag.
Jens Lundgren er enig i, at geografiske forskelle kan komme i spil, men er umiddelbart mere varm på ideen om, at man graduerer åbningen af landet baseret på alder, sådan at man starter med at give øget frihed til de yngre grupper og så arbejder sig opad med tiden.
»Men der er næppe tvivl om, at vi skal ud i et scenario, hvor vi laver en gradueret, etapevis genåbning af samfundet, og hvor vi løbende åbner op for flere og flere mulige risikoscenarier,« siger han.
En situation, der dog kræver, at et andet problem løses først. Nemlig at vi i massivt omfang får bedre muligheder for at teste. Skal samfundet åbnes i etaper, så vi kan afbøde de økonomiske konsekvenser, kræver det, at vi i langt bedre omfang kan overvåge smittespredningen i samfundet.
»Lige nu er problemet, at vi opererer i mørke. Vi ved ikke hvor meget smitte, der er. Det er vi nødt til at have bedre styr på, før vi kan åbne landet igen, for test skal være vores guide for at undgå, at vi har overset nogle lommer med smitte, der kan få det hele til at starte forfra,« siger Jens Lundgren.
Han siger, at målet som samfund må være, at vi får de økonomiske og de folkesundhedsmæssige hensyn til at overlappe. I sidste ende kommer vi dog næppe uden om, at bolden ligger hos statsminister Mette Frederiksen:
»Når hun træffer sin beslutning, skal folk føle, at den træffes af de rigtige grunde. Vi kan godt forholde os til tal og alle vi eksperter, men i sidste ende må det handle om, hvordan hun ser ud, når hun siger det, og hvad hun har af begrundelser for at gøre, som hun gø.r.
