Det var regeringens vigtigste argument for kovending – men nu bliver den gennemhullet af tidligere efterretningschef

En rapport og et ændret trusselsbillede har fået regeringen til at ændre kurs i sagen om danske børn og deres mødre i Syrien, lyder den officielle forklaring. Men forklaringen holder ikke vand, mener tidligere PET-chef, sikkerhedseksperter og regeringens egen følgegruppe.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen tirsdag foretog en politisk kovending i sagen om de danske børn og deres mødre i syriske fangelejre, skete det med tunge argumenter om hensyn til nye trusselsvurderinger, risikoen for radikalisering og børnenes helbred.

På den baggrund agter regeringen stik imod tidligere udmeldinger at hente tre mødre og deres 14 børn til Danmark.