»Det er ikke for at male Fanden på væggen, men vi skal have styr på fakta«. Nu svarer S-støtteparti på Venstres nye krav

Venstre har netop varslet, at partiet ønsker langt mere genåbning allerede nu. Spørger man Radikale Venstre, er det »dumt at sætte det over styr nu«.

»Det går godt, fordi vi har gjort det fornuftigt. Det er dumt at sætte det over styr nu. Det drejer sig om uger og ikke måneder, og vi skal gøre det rigtigt,« siger Radikale Venstres sundhedsordfører, Stinus Lindgreen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På torsdag skal regeringen og partierne bag genåbningsaftalen mødes til forhandlinger om den kommende genåbning. Står det til Venstre, skal man åbne, åbne, åbne.

Således fremlagde partiet tirsdag morgen en række ønsker til regeringen forud for forhandlingerne. Ønskesedlen lød, at forsamlingsforbuddet skal lempes, børn skal i højere grad tilbage i skole, fitness og indendørs idræt skal åbnes, restauranterne skal ude som inde genåbnes med afstandskrav og helst uden coronapas – og så skal tilskuere tilbage på stadion.