Godmorgen, kære læser
Det er blevet mandag, og her får du serveret ugens første, dugfriske politiske morgenpost.
Før vi tager hul på dagens historier, dvæler vi kort ved lørdagens bisættelse af Søren Pape Poulsen.
Kort efter, at ceremonien var slut, tog debatten fart, og præstens prædiken har skabt overskrifter på grund af sin kritik af den politiske debat.
Spørger man Anders Ellebæk Madsen, der er redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad, hører den slags »polemik« dog slet ikke hjemme til en begravelse.
I Viborg kirke sagde biskop Henrik Stubkjær blandt andet, at han håber, at Søren Pape Poulsens død giver anledning til eftertanke hos politikere og selvransagelse hos pressen omkring tonen.
»Man måtte forstå, at nogle kritikere af den konservative formand var gået for vidt. Og de burde ransage sig selv. Altså tænke over, at de havde handlet forkert. For hvis man opfordrer andre til selvransagelse, har man også placeret skyld,« skriver Anders Ellebæk Madsen i en kommentar.
Ifølge redaktøren er spørgsmålet ikke, om biskoppen havde ret i sin kritik eller ej.
Det væsentlige er - ifølge ham - at en bisættelse blev til det, han kalder »politisk polemik«, hvor det sidste ord fra kirken burde være samlende og ikke splittende, skriver Anders Ellebæk Madsen.
Selv føler Stubkjær sig misforstået over de kritiske røster.
I et interview med Kristeligt Dagblad fortæller han, at hans pointe i talen ikke var, at der var en sammenhæng mellem den kritiske pressedækning og Søren Pape Poulsens for tidlige død.
»Hvad jeg sagde var, at det ville være i hans ånd at kæmpe for en ordentlig tone i debatten,« siger han til avisen.
Og med det iler vi ellers videre i dagens program.
Dagens bekymring
Da regeringen tidligere på året præsenterede sit bud på en reform af ældreområdet, blev det af politiske iagttagere vurderet som en art svendeprøve for SVM-konstellationen.
Kunne de tre partier rent faktisk blive enige om en reform, som kunne karakteriseres som en grundlæggende forandring af et velfærdsområde under massivt pres – et paradigmeskift?
Siden præsentationen af planen har der været forholdsvis stille. Sådan er det ikke længere.
Således udtrykker en af Danmarks mest magtfulde skikkelser – nemlig Ældre Sagens administrerende direktør – dyb bekymring for regeringens planer.
»De (regeringen, red.) siger alle de rigtige ord, og der står alle de rigtige ting i ældrereformen. Men der kommer ikke til at ske en bønne, hvis ikke de stiller krav til kommunerne. Vi er dybt bekymrede for, at ældrereformen ender som en omgang varm luft,« siger Bjarne Hastrup til Avisen Danmark.
Hastrup efterlyser, at regeringen stiller krav til kommunerne om, hvad pengene fra statskassen bruges på. Ældre Sagens direktør er bekymret for, at pengene vil »forsvinde ned i kommunekassen«, hvis kommunerne får for meget valgfrihed.
Læs hele interviewet i Avisen Danmark her, hvor også Kommunernes Landsforening grundlæggende afviser bekymringerne.
Dagens lobbyindsats
Den største erhvervsorganisation i Danmark, Dansk Industri, har bag kulisserne forsøgt at få regeringen til at lempe reglerne for danske virksomheders eksport af våben og militært udstyr.
Det skriver Information og Danwatch på baggrund af dokumenter, som medierne har fået indsigt i.
Kort sagt handler det om, at Dansk Industri ønsker at få lempet kontrollen, således danske underleverandører af militært udstyr – via USA – kan sælge udstyr til lande, som danske myndigheder ikke kan eller vil godkende, skriver Information.
Hvis en dansk underleverandør kender slutbrugeren af et givent produkt, skal virksomheden oplyse det til myndighederne, hvilket kan resultere i et afslag, hvis man for eksempel vurderer, at det kan risikere at bidrage til krigsforbrydelser.
»Vores virksomheder kan ikke leve med, at man får et o.k. til at levere nogle produkter, men at der pludselig kan opstå en eller anden situation, hvor amerikanske og danske vurderinger er forskellige. Og at man som underleverandør pludselig bliver forhindret i at levere af en eller anden årsag,« siger underdirektør for forsvar og sikkerhed i DI, Joachim Finkielman, til Information.
Eksperter vurderer over for medierne, at forslaget kan være en omgåelse af reglerne på FN- og EU-niveau.
Der er fortsat mange ubekendte i sagen. Men ifølge Information har regeringen tilsyneladende ændret praksis det forgangne år. Hvordan praksis konkret er ændret er endnu ukendt. Selv lyder det fra Justitsministeriet, at der ikke er taget »endeligt stilling udmøntningen«.
Og så går vi videre til gårsdagens bombe, der gav genklang fra Frederikshavn.
Dagens dråbe
Det var, mens Søren Pape Poulsen blev bisat, at hun tog beslutningen.
Ved næste kommunalvalg stiller Frederikshavns mangeårige borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen fra Socialdemokratiet, ikke op.
»Jeg vil gerne indrømme, at jeg tog den endelige beslutning sammen med min mand i går, da vi sad og så bisættelsen af Søren Pape Poulsen,« siger hun til Ekstra Bladet.
Tilbage i november lød det ellers fra borgmesteren til lokalmediet Kanal Frederikshavn, som Ritzau citerer, at hun havde meddelt den lokale partiforening, at hun ville genopstille ved næste kommunalvalg.
»Jeg ved, at jeg har energien, jeg har erfaringen, jeg har det drev, der skal til, sagde hun dengang,« sagde hun dengang.
Nu er holdningen dog en anden.
Til Ekstra Bladet fortæller Birgit S. Hansen, at hun gerne vil bidrage til debatten om, at »tonen godt nok er hård«.
Birgit S. Hansen har været Frederikshavns borgmester siden 2014 og var blandt landets største stemmeslugere ved både kommunalvalget i 2017 og 2021.
Ved valget i 2021 stemte 40,5 procent i Frederikshavn Kommune personligt på Birgit S. Hansen.
Dagens mangemillionær
På grund af Søren Pape Poulsens pludselige død, skal Konservative inden længe finde ud af, hvem der skal overtage taktstokken og lede partiet fremover.
I den anledning stiller flere medier skarpt på Mona Juul, der bliver beskrevet som storfavorit til posten.
Jyllands-Posten beskriver hende som en bramfri kvinde, der kommer fra et hjem på Horsens-egnen, hvor pengene var små, men som har formået at skabe sig selv en formue.
»Hun er vellidt og vælger resultater frem for profilering. Hun kan stille endog meget nørdede spørgsmål og holder sig fra flammetalerne om udlændingepolitik. Hun bander en del og er ikke bange for en fræk kommentar,« skriver avisen.
56-årige Mona Juul forlod et job i reklamebranchen for at komme i Folketinget, hvilket lykkedes i første omgang i 2019.
I dag er hun indehaver af selskabet Mona Juul Holding ApS, som B.T. ligesom Jyllands-Posten har et nærmere på.
Og så er vi nået til historien, der gemmer sig bag dagens overskrift.
Dagens booster
I går var det præcis ét år siden, at Lars Boje Mathiesen meldte sig ud af Nye Borgerlige.
I den anledning har han talt med Avisen Danmark i et interview, hvor han løfter sløret for nogle af sine fremtidsplaner.
Journalisten bliver budt på en Faxe Kondi Booster, Lars Boje Mathiesens yndlings energidrik, og humøret er højt.
De fysiske rammer for interviewet er tre mørklægningsgardiner, to stole til politikeren selv og hans gæster, samt tre kameraer.
Sammen udgør det Lars Boje Mathiesens nye nyhedsstudie, hvor han til april vil begynde at lave sine egen nyhedsudsendelser og interviews.
Blandt andet fordi han grundlæggende ikke har tillid til de etablerede medier, fortæller han til Avisen Danmark.
»Man kan sætte sig i et hjørne og tude over det og sige, at det hele er så synd for mig. Men det er jo ikke den måde, jeg er skruet sammen på. Jeg lærer af det, og derfor bliver det endnu vigtigere for mig, at jeg har min egen løsning,« siger Lars Boje Mathiesen.
Og så vil han gerne »sparke« lidt til den måde, der bliver gjort på, på Christiansborg.
Lars Bøje Mathiesen har tidligere fortalt, at han også overvejer, hvorvidt han skal starte et nyt parti, men det er endnu ikke afklaret.
Dagens to korte
1. I sidste uge åbnede SFs formand, Pia Olsen Dyhr, døren på klem på et fremtidigt samarbejde med Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen. Noget, der har vakt kritiske røster fra baglandet. På partiets landsmøde, der blev afholdt i weekenden, lød det da også, at Danmark kommer længst med en rød regering. Læs mere på dr.dk her.
2. I årevis er Finansministeriet blevet kritiseret for ikke at være gennemsigtige. Nu åbner ministeriet dog op for at give indsigt i en af sine centrale økonomiske modeller, skriver Information. Et »nybrud« kalder finansminister Nicolai Wammen (S) det.
Dagens program
Østre Landsret behandler 11. og 13. marts sagen om statsministerdukken, der blev hængt op i en lygtepæl under en coronademonstration i København i 2021. Der skete frifindelse i byretten.
Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, taler i aften i Comwell Kolding Teater med udgangspunkt i sin bog »Vejen til ansvar«.
Det var alt for i dag.
Med venlig hilsen
Tobias Reinwald og Anne Meisner Synnestvedt, journalister på Berlingske
PS: Har du ris, ros eller gode tip, er du velkommen til at skrive til mig på ansy@berlingske.dk