Det kan afgøre, hvem der har magten i Danmark.
Det er en af regeringens vigtigste politiske prioriteter – overhovedet.
Og det har stor betydning for tusindvis af mennesker i Danmark.
Det er den stramme udlændingepolitik, der er tale om.
Igen og igen har regeringen fremhævet den som et af de vigtigste eksempler på, hvad den har brugt magten og danskernes tillid til. Og den har fremhævet den som en af de vigtigste forklaringer på, at det historiske asylpres på Danmarks grænser er aftaget.
Men en af de mest centrale stramninger, som regeringen overhovedet har vedtaget, står over for en udfordring. Nemlig stramningerne af reglerne for familiesammenføring, som betyder, at visse flygtninge først efter tre år kan søge om at få familien til Danmark.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har selv fremhævet det som en stramning, der har stor betydning, når flygtninge og migranter skal vælge det land, de vil forsøge at få asyl i – og flere organisationer har kritiseret det højlydt for at bringe flygtninge i en ulykkelig situation med store menneskelige konsekvenser.
Retsopgør venter
Nu står opgøret til at blive taget ved domstolene. På tirsdag i næste uge starter den første sag, som på grund af sin principielle betydning starter direkte i landsretten, og i de efterfølgende måneder vil flere andre sagsanlæg med konkrete personer komme for retten.
Det centrale spørgsmål er, om regeringen med stramningen har foretaget et for vidtgående indgreb i den ret til familieliv, som menneskerettighederne tildeler borgerne.
Ifølge menneskerettighedskonventionen må det offentlige som udgangspunkt ikke gribe ind i retten til et familieliv – eller tvinge eksempelvis flygtninge til at udøve deres familieliv i et andet land.
Det er dog med bestemmelsen, som det er med så meget andet jura, nemlig at der er åbnet en kattelem for fortolkning. Således kan nationalstater godt gribe ind, hvis det sker af et legitimt, tungtvejende hensyn – eksempelvis at kontrollere indvandringen eller at sikre nationens orden.
Det er den afvejning, som landsretten skal vurdere, om regeringen og centraladministrationens embedsmænd har foretaget korrekt. Eller om de er gået for langt.
Sagen har en historik, der rækker helt tilbage til den nu tidligere Thorning-regering. Dengang besluttede regeringen – under stor debat og internt stormvejr – at indføre en lov, der betød, at visse flygtninge først efter et år kunne søge om familiesammenføring.
De berørte flygtninge er dem på såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus; altså personer, som ikke er individuelt forfulgte, men i stedet får asyl på baggrund af generelle forhold i hjemlandet. I 2015 fik 1.068 personer ifølge Jyllands-Posten denne asylstatus, mens tallet i 2016 steg til 2.475 personer svarende til 34 pct. af alle flygtninge.
Allerede, da man indførte den første stramning, mente førende jurister, at det var på kant med menneskerettighederne. Og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde da også selv, at regeringen var gået så langt, som den overhovedet kunne uden at komme i konflikt med juraen.
Men da den nye Løkke-regering så trådte til, strammede regeringen reglerne markant til tre år. Og nu mente statens kronjurister pludselig godt, at man kunne gå længere. Det blev dog anerkendt, at der var en såkaldt »procesrisiko« - altså en risiko for at tabe ved domstolene.
Men, sagde Inger Støjberg til Jyllands-Posten tirsdag: »Tåspidserne er ikke ude over.«
Om domstolene er enige, må tiden nu vise.
Regeringen vil forsøge at sno sig
Til gengæld er der ingen tvivl om, at det vil være et slag for regeringen, hvis de flygtninge, der har sagsøgt udlændingemyndighederne, får medhold i, at deres rettigheder er blevet krænket – og det i forhold til en af de absolut mest centrale og betydningsfulde stramninger overhovedet.
Regeringen vil være tvunget til at rette ind og forholde sig til, hvad den så vil gøre, og her kan den ende i et krydspres mellem på den ene side Dansk Folkeparti, der næppe vil have nogen større forståelse for at bøje af, og juraen på den anden side.
Regeringen vil formentlig forsøge at finde på en ny, kreativ løsning, der har samme effekt; bare uden juridiske problemer. Men det er tvivlsomt, om det kan lade sig gøre.
En anden løsning vil være at falde tilbage på det ene år, som var gældende under Thorning-regeringen.
Og så er der selvfølgelig den mulighed, at sagen kan blive anket til Højesteret og i yderste konsekvens menneskerettighedsdomstolen og dermed trække ud.
I regeringstoppen er forventningen, at det ikke vil få den store betydning for tilstrømningen til Danmark, selv hvis udlændingemyndighederne taber retsopgøret; for vi vil stadig i en sammenligning fremstå uattraktive i forhold til vores nabolande, lyder en udlægning.
Til gengæld lægges der ikke skjul på, at det vil være et symbolsk såvel som politisk nederlag.
Regeringen er i forvejen træt af, at den har gennemført en række stramninger og taget vidtgående skridt, men at Dansk Folkeparti alligevel fnyser og taler om, at Inger Støjberg snakker for meget og strammer for lidt.
Ved flere lejligheder har regeringen forsøgt at tage et opgør med den fortælling – det var blandt andet derfor, at Inger Støjberg offentliggjorde sit nu landskendte lagkagebillede på Facebook – men det har ikke fået det store støtteparti til at mildne kritikken.
Opgøret ved domstolene om familiesammenføring kan blive endnu en af de sager, der tvinger regeringen til at holde igen at juridiske grunde.
Og dermed giver Dansk Folkeparti endnu en mulighed for at sætte angreb ind.
Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske redaktør