I sig selv er det ikke kritikken af Søren Pape, der er opsigtsvækkende.
Diskussionerne om formandens lederskab har ulmet siden det totale konservative kollaps, der var efterårets folketingsvalg.
»Det, der gør det her betændt, er, at kritikken ikke kun handler om Papes lederevner – de kan grundlæggende godt lide ham som person – men om den grundlæggende politiske kurs,« siger politisk kommentator Noa Redington.
»Det er et parti, der på alle tænkelige måder er et dårligt sted.«
Analysen kommer i kølvandet på, at en række fremtrædende konservative i Berlingske har langet ud efter Søren Pape og den linje, han har tegnet for partiet.
Konklusionen er klar: Søren Pape sidder »meget usikkert« på sin taburet frem mod De Konservatives landsråd i september.
De ved, hvad de gør
Der var Lars Barfoed, den tidligere konservative formand, som efter knap 49 års medlemskab tidligere på måneden valgte at sige stop.
»Jeg kunne ikke se nogen grund til at blive i partiet længere,« sagde Barfoed – og meldte sig ind i Moderaterne.
Der var Peter Sterup, tidligere generalsekretær under Poul Schlüter, og Hans Engell, som efter 58 års medlemskab har meldt sig ud af partiet.
Det var særligt ét øjeblik på valgaftenen, der blev udslagsgivende for hans beslutning.
Og så er der Jakob Axel Nielsen, forhenværende minister, som torsdag retter en skarp kritik mod sit partis linje.
Han har dårlig samvittighed – men føler, at han bliver nødt til det, siger han:
»For jeg har aldrig før stået i en situation, hvor De Konservative helt essentielt står forkert. Og jeg ved, at der er mange, der deler min kritik.«
Det er interessant, at kritikerne melder sig som perler på en snor, mener Noa Redington.
»Det er noget, man har talt om i konservative kredse gennem længere tid og holdt sig tilbage med,« siger han.
»De ved, hvad de gør. De ved præcis, hvad det er, de sætter gang i – men de vælger at gøre det, fordi de kan se, at hvis de ikke gør noget nu, risikerer de, at De Konservative går endnu mere tilbage.«
Nicheparti på fløjen
Analysen går igen:
I stedet for at være et pragmatisk og midtsøgende folkeparti har De Konservative placeret sig langt ud på fløjen.
Det, vi nu ser, er et parti, der er ved at vågne op fra det granatchok, som valget i 2022 efterlod det i, mener Noa Redington.
»De er vågnet op til et parti, som ikke er gået med i en bred flertalsregering, der nu deler skattelettelser, selvom der er rødt flertal. Et parti, som sagde nej til at afskaffe store bededag, og som sagde nej til at støtte regeringens koranafbrændingsforbud,« siger Noa Redington.
»Der er en analyse af, at De Konservative nu grundlæggende er et nicheparti, der konkurrerer med Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om de måske 35 procent af vælgerne, der altid vil stemme på blå blok.«
Er der en fremtid for partiet i midten af dansk politik?
»De risikerer, at Moderaterne tager den plads. De Konservatives strategiske mulighed er, at Moderaterne ingenting er uden Lars Løkke. Det betyder, at der er plads til De Konservative med den historiske tyngde, de har.«
Modnes i partiet
De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, har »svært ved at genkende« kritikken fra Jakob Axel Nielsen og Peter Sterup.
Hun mener ikke, at partiet er blevet højredrejet, eller at det ikke længere er midtsøgende og pragmatisk.
»At der er enkelte personer, der melder sig ud, er naturligvis ærgerligt. Og selvfølgelig lytter vi til, hvad de siger på vej ud ad døren, og overvejer med os selv, om det giver anledning til at justere noget, når de ikke har følt sig rummet i Det Konservative Folkeparti,« siger ordføreren til Berlingske.
»Men kritikken af, at vi skulle være blevet et mere højreorienteret parti, tror jeg helt ærligt mere er en begrundelse, der er med til at retfærdiggøre, at de melder sig ind i et nyt parti – nemlig Moderaterne – end, at de forlader Det Konservative Folkeparti. I vores partibagland og folketingsgruppe oplever jeg fuldstændig opbakning til Søren som formand.«
Hvis kritikken først rykker ind hos den konservative folketingsgruppe eller blandt borgmestrene, er der ingen vej tilbage, mener Noa Redington.
»Det er tydeligt, at fortællingen hos De Konservative er, at Pape er der, fordi der ikke er nogen anden. Men det er også en uansvarlig tilgang til sit parti,« siger den politiske kommentator.
»Så er man nødt til at tage nogle beslutninger, og det er det, der er ved at modnes i partiet.«
