Dansk Folkeparti skrumper og bliver mere end halveret

Dansk Folkeparti lider et stort nederlag ved folketingsvalget, hvor partiet går fra 37 mandater til 16.

Med alle stemmer optalt står det klart, at Dansk Folkeparti får stor tilbagegang. Partiet får 8,7 af stemmerne.

Det er mere end en halvering sammenlignet med Dansk Folkepartis kanonvalg i 2015. Partiet går fra 37 mandater til 16, men er dog fortsat det tredjestørste parti i Folketinget.

Tidligere på aftenen tog formand Kristian Thulesen Dahl ansvaret for partiets dårlige valgresultat, da han ankom til partiets valgfest i Snapstinget på Christiansborg ved 21-tiden.

Han havde været forberedt på nederlaget, for meningsmålingerne havde spået DF's nedtur i løbet af valgkampen.

Han siger, at partiet ikke har været »dygtigt nok«.

»Det ansvar må jeg tage på mig som partiets formand,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Partiet fik allerede en forsmag på valgnederlaget ved europaparlamentsvalget for halvanden uge siden, hvor partiet også blev mere end halveret. Her gik partiet fra fire mandater til et enkelt.

Dansk Folkepartis og Liberal Alliances tilbagegang betyder, at blå blok taber regeringsmagten, selv om regeringspartiet Venstre går frem. Blå blok får til 79 mandater med Nye Borgerlige, mens rød blok får til 91 mandater uden Alternativet.

Lars Løkke Rasmussen siger i sin tale ved Venstres valgfest på Christiansborg, at han erkender sit nederlag.

Han vil torsdag klokken 11 gå til dronningen og give Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mulighed for at danne regering.

/ritzau/