Dansk Folkeparti har sejret ad helvede til

Dansk Folkeparti tabte valget, men har vundet kampen. Det er i høj grad Dansk Folkepartis fortjeneste, at hele det politiske spektrum er rykket to skridt til højre. Men det er også deres helt store problem.

folketingsvalg2019
Da Kristian Thulesen Dahl meget sent opdagede, at der ikke var plads til to socialdemokratier inde på midten, brugte han valgkampens sidste dage på at lægge afstand til Mette Frederiksen. Selvfølgelig alt for sent. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Som ventet indkasserede Dansk Folkeparti en vælgerlussing i Mike Tyson-klassen. Partiet blev mere end halveret – fra 21,1 pct. af stemmerne til kun 8,7 – og ligger fortsat og bløder ovre i ringhjørnet. Tandløse.

Fremtiden var ellers lys for Dansk Folkeparti efter valget i 2015, hvor de endte som det næststørste parti og det største parti i blå blok. Det var uden overdrivelse Dansk Folkeparti, der sikrede Lars Løkke Rasmussen fire år som statsminister.

Christian Marcussen Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Marcussen.

Men kort efter valget i 2015 – helt præcis den 19. januar 2016 – skete der noget skelsættende, som vi netop har mærket efterdønningerne af.

Det var den dag, at Socialdemokratiets dengang nye formand, Mette Frederiksen, afgav et historisk interview til Deadline på DR2. Her erklærede hun, at Socialdemokratiet havde taget fejl på udlændingeområdet.

Det var i dette interview, at kimen til Socialdemokratiets nye kurs på udlændingeområdet blev lagt. En kurs, hvor de accepterede alt, hvad blå blok fremlagde, som var det deres eget.

Socialdemokraterne havde rigtigt set, at de havde tabt endnu et valg på udlændingepolitikken. Hvis de skulle have magten igen, måtte de lukke udlændingeflanken mod højre og vinde de »blå socialdemokrater« tilbage fra Dansk Folkeparti. Andre partier, fra SF til Liberal Alliance, lavede samme bevægelse.

Tre år senere kunne alle de, der havde stemt Dansk Folkeparti for første gang i 2015, trygt vende tilbage til deres gamle partier. Og de vælgere, der holdningsmæssigt var rykket mod højre, kunne fint stemme, som de plejede. Der var altså ingen åbenlys grund til at stemme på Dansk Folkeparti længere.

Rådvilde og uden klar profil

At det lykkedes Dansk Folkeparti at flytte midten i dansk politik er deres helt store sejr. Men det er også deres helt store problem.

De har simpelthen ikke formået at tilpasse sig den nye situation, men er tydeligt rådvilde og uden klar profil. På den baggrund kan man selvfølgelig ikke andet end at føre en elendig valgkamp, men helt grundlæggende skyldes problemet en række elendige strategiske valg.

I stedet for at stille sig i klar opposition til Socialdemokratiet forsøgte Dansk Folkeparti over en årrække at blive socialdemokrater. Men det viser sig altså, at den rolle nu engang bedst spilles af Socialdemokratiet.

Og da Kristian Thulesen Dahl meget sent opdagede, at der ikke var plads til to socialdemokratier inde på midten, brugte han valgkampens sidste dage på at lægge afstand til Mette Frederiksen. Selvfølgelig alt for sent.

Der er uden tvivl meget at takke Dansk Folkeparti for, men partiet fremstår i dag totalt visionsløst. Deres nærmest købmandsagtige sag-til-sag tilgang til politik har været god til at få konkrete idéer igennem, men strategisk er det slet ikke godt nok.

Partiet startede som et nationalkonservativt parti med frihed og skattelettelser på programmet – en arv fra Fremskridtspartiet – men udviklede sig gradvist til det overflødige socialdemokrati, vi ser i dag. Nu er tiden igen inde til, at Dansk Folkeparti skal genfinde eller måske endda genopfinde sig selv.

På valgnatten sagde Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti intet ville lave om. Men jeg forventer, at de kommer til at stille sig selv nogle svære spørgsmål. Hvad er Dansk Folkepartis vision for Danmark? Hvordan kommer vi derhen? Og endnu vigtigere – hvorfor skal folk stemme på os?