Da det handlede om hendes mor, blev Mette Frederiksen tydeligt berørt. Statsministeren åbner op i »En særlig samtale«
Statsminister Mette Frederiksen åbnede op om ensomhed, sorg og glæde, da hun deltog i programmet »En særlig samtale« fra TV Glad.
Statsminister Mette Frederiksen åbnede op om ensomhed, sorg og glæde, da hun deltog i programmet »En særlig samtale« fra TV Glad.
I en halv time fik journalisterne fra TV Glad – et mediehus drevet af mennesker med funktionsnedsættelse – lov til at stille statsminister Mette Frederiksen (S) alle spørgsmål mellem himmel og jord.
Det kastede et overraskende anderledes og rørende interview af sig, hvor statsministeren åbnede op om sin frygt for ensomhed, sorg og glæder.
Og så fik hun også plads til at give sit besyv med i debatten om curlingforældre.
Ti minutter inde i programmet blev hun nemlig spurgt, om hun mente, at forældre i dag forkæler deres børn for meget.
»Jeg tror, der er noget i vores tid, hvor forældre kan komme til at overbeskytte deres børn lidt. Men som forælder må man ikke fjerne alle forhindringer for sin børn,« svarer hun efter lidt tøven på spørgsmålet:
»Hvis det er okay-forhindringer. Ikke mobning og sådan noget. Man siger jo lidt, at børn også nogle gange skal falde og slå knæet og rejse sig op igen og finde ud af, at man godt kan lære at cykle, for eksempel.«
Men så var der også de personlige ting, som Mette Frederiksen åbnede op om.
Der blev for eksempel spurgt ind til, hvordan det er at være Mette Frederiksen og være alene, af journalist Dennis Kristiansen.
»Jeg er så heldig, at jeg bor sammen med andre mennesker. Det er meget sjældent, at jeg selv føler mig ensom, men hvis jeg boede alene, så ville jeg føle mig alene,« lød det fra Mette Frederiksen, der tilføjede, at hun er en person, der fylder skemaet op, så hun ikke er alene:
»Det, jeg nok er allerallermest bange for, det er at blive ensom.«
Og så blev hun spurgt ind til, hvordan det var at miste sin mor.
»I starten er det bare en rigtig tung sorg, når man mister sin mor. Og så synes jeg, som tiden går, så bliver det mere sådan, at man savner og mindes,« sagde hun, før hun lidt efter åbnede op om, hvad hun gerne ville have nået at dele med sin mor.
»Jeg tror allerhelst jeg gerne ville have haft, at hun kunne blive ved med at være mormor til mine børn,« lød det fra en tydeligt berørt Mette Frederiksen.
Episoden med Mette Frederiksen er anden episode af programrækken fra TV Glad, der bliver vist på DR. Første episode, som var med Thomas Helmig som gæst, er blevet rost vidt og bredt.
På det sociale medie X beskrives den blandt andet som »rørende«, »befriende« og »smukt«.