Når pressen henvender sig hos regeringens ministre, er det ikke uvant, at svaret bliver skriftligt.
Men den nuværende SVM-regering sender flere skriftlige svar, end nogen regering har gjort før den.
Det viser en gennemgang, som Frihedsbrevet har lavet – og er ifølge en medieforsker et problem for demokratiet.
Gennemgangen er lavet på 120 artikler fra første sektion i aviserne Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken og viser, at omtrent 34 procent af interaktionerne mellem regeringens ministre og pressen ender med et skriftligt svar.
Det er en udfordring for demokratiet, mener Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Nogenlunde samme toner lyder fra medieforsker Mark Ørsten fra Roskilde Universitet.
»Det tager ilten ud af den demokratiske samtale, fordi vores demokrati jo er bundet op om vores folketingspolitikere og dermed især om de folketingspolitikere, der er i regeringen,« siger han.
Andelen af skriftlige svar er ifølge Frihedsbrevet steget fra 7,31 procent siden Helle Thorning-Schmidts S-regering, der trådte til i 2011.
Den anden side af hegnet
Men der er også en anden historie – eller en anden vinkel så at sige. Det påpeger klimaminister Lars Aagaards pressechef, Jakob Sejr Teichert, på det sociale medie X.
Klimaministeren udpeges som storsynderen i Frihedsbrevets artikel. Han har nemlig sendt et skriftligt svar i 60 procent af tilfældene. Alligevel afviser han i et interview med Frihedsbrevet, at han ikke stiller nok op.
Og det gør også hans pressechef på X, hvor han har lavet en liste over de interview, ministeren har givet i den periode, Frihedsbrevet har gennemgået.
Hans liste, som ifølge ham selv er konservativt gjort op, viser, at ministeren har stillet op til 19 interview på en måned.
»Det vil sige et mundtligt interview om dagen i hverdagene. Meget eller lidt? Må den enkelte gøre op for sig selv,« skriver han.
Forskellen skyldes blandt andet Frihedsbrevets afgrænsning i deres undersøgelse, som har resulteret i, at de for eksempel ikke har fået de interview med, som klimaministeren har givet til Berlingskes Business-sektion eller avisens podcast Pilestræde.
Derfor viser gennemgangen ifølge Jakob Sejr Teichert, at en anden vinkel havde været mere interessant.
»I mine (selvsagt ikke objektive) øjne mere relevant, om medietryk er ved at udvikle sig til et problem,« skriver han på X, hvor han dog ikke forholder sig til den generelle, stejle stigning i andelen af skriftlige svar, der gives af ministerierne.