Claus Hjort trækker sig fra efterretningsudvalg

For at undgå habilitetsspørgsmål har Claus Hjort Frederiksen (V) besluttet at trække sig fra særligt udvalg.

ARKIVFOTO: Claus Hjort Frederiksen (V) under Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag den 1. oktober 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) går af som formand for Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne og forlader udvalget. Det skriver Ekstra Bladet.

Venstre har efterfølgende bekræftet oplysningen over for Ritzau.

Beslutningen kommer, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) har kunnet berette om flere kritisable - og potentielt ulovlige - forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Det har ført til, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil indlede en undersøgelse af FE.

Claus Hjort Frederiksen skriver i en kommentar, at han ikke ønsker at sidde i spidsen for udvalget, der i daglig tale bedre er kendt som Kontroludvalget, når der nu skal foretages en undersøgelse af FE.

»Jeg har valgt at trække mig som formand for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. Jeg har været glad for at være formand for udvalget.«

»Som tidligere forsvarsminister finder jeg det mest rigtigt, at der ikke kan stilles nogen form for spørgsmål om habilitet i forbindelse med en kommende undersøgelse af FE.«

»Derfor har jeg meddelt, at jeg stopper i udvalget«, skriver Claus Hjort Frederiksen i en kommentar.

Claus Hjort Frederiksen var forsvarsminister fra november 2016 til juni 2019. Det er i store dele af den periode, som tilsynet har undersøgt.

TET påtalte de mange forhold i en pressemeddelelse mandag. Her beskrev tilsynet, at FE i perioden 2014 til 2019 blandt andet har givet urigtige oplysninger til tilsynet, undladt at følge op på mistanke om spionage mod Forsvarsministeriet, ulovligt indsamlet og videregivet information om statsborgere og sågar "behandlet oplysninger" om en ansat i tilsynet.

Tirsdag skrev Politiken og Berlingske, at Claus Hjort Frederiksen i 2019 blev orienteret om sagen.

Dansk Folkepartis medlem af udvalget, Dennis Flydtkjær, siger:

»Jeg synes, det er en klog beslutning. For så undgår man spørgsmål om modstridende interesser.«

»For jeg er ret sikker på, at dette udvalg får en rolle at spille i at få ryddet op og få lavet et tilsyn, der kommer til at virke bedre.«

På Twitter skriver Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm:

»Fornuftigt at Claus Hjort trækker sig fra kontroludvalget, for hans rolle som minister skal selvfølgelig undersøges i FE-sagen.«

»Men der er stadig brug for helt grundlæggende ommøblering af kontroludvalg og tilsyn for at sikre demokratisk kontrol med efterretningstjenesterne.«

Før Claus Hjort var Peter Christensen (V) forsvarsminister fra september 2015 til november 2016. Inden det kortvarigt Carl Holst (V). Og før det landets nuværende finansminister, Nicolai Wammen (S), fra 2013 til 2015.

Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne blev nedsat i 1988 og skal orienteres, »før regeringen udsteder retningslinjer for efterretningstjenesternes virksomhed« og om »væsentlige omstændigheder af sikkerhedsmæssig karakter«.

/ritzau/