Chefredaktør på Ekstra Bladet afviser at sige undskyld til Henrik Sass Larsens datter: Mobberne må sige undskyld

Chefredaktør Kristoffer Eriksen kalder Nynne Sass Larsens, datter af Henrik Sass Larsen, kronik for »enorm trist læsning«. Men en undskyldning får hun altså ikke fra Ekstra Bladet. Chefredaktøren erkender dog en fejl i en overskrift, hvor avisen i en onlineartikel har skrevet »Rocker-Sass«.

»Vi bringer de historier frem, som vi synes er vigtige. Og som vi mener, at vi kan dokumentere, og vi kaster politikerne under kritisk lup. Det skal vi gøre,« lyder det fra Ekstra Bladets chefredaktør, Kristoffer Eriksen. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Niels Christian Vilmann

Nynne Sass Larsen har åbent fortalt om de voldsomme konsekvenser, hun oplevede som barn, da B.T. og Ekstra Bladet skrev kritiske historier om hendes far, den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen.

Mobning og frygt for avisernes forsider var vilkårene for den dengang 11-årige pige. Men alligevel er det ikke Ekstra Bladet, der skylder den nu 21-årige Nynne Sass Larsen en undskyldning. Det er mobberne, der skal undskylde.