Socialdemokratisk borgmester går i rette med eget parti: »Er det næste, at der også skal serveres en frikadelle til ceremonien?«

Socialdemokratiet vil sammen med en række borgerlige partier stramme den såkaldte håndtrykslov. Beslutningen vækker undren hos S-borgmesteren i Frederikshavn. Hvad bliver det næste, spørger hun. En frikadelle?

»Det er grundlæggende principielt, for som borger undrer jeg mig over, at man lovgiver om, hvordan man skal hilse for at blive dansk statsborger,« siger Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Birgit S. Hansen, der er socialdemokrat og borgmester i Frederikshavn Kommune, undrer sig. Hun ved, at det nok kan virke provokerende, men nu hejser hun altså »et flag«, som hun formulerer det.

For hendes eget parti vil – selvom partiet tidligere har talt imod loven – nu skærpe reglerne om, at ansøgere til dansk statsborgerskab skal give håndtryk til en repræsentant fra kommunen. Det er således ikke længere nok, at det er en »repræsentant for kommunalbestyrelsen«, der giver håndtrykket. Nu skal håndtrykket komme fra borgmesteren eller en rådmand. Det skrev Jyllands-Posten søndag.