Regeringen har efter flere dages forhandlinger landet en aftale med sine støttepartier, der sikrer den lovhjemmel, der er nødvendig for, at regeringen kan kræve, at raske mink uden for risikozonerne bliver slået ihjel.

De borgerlige partier forlod forhandlingerne, kort inden aftalen blev indgået.

Aftalen indebærer et midlertidigt forbud mod mink samt hjemmel til aflivning og tempobonus til minkavlere, der afliver deres mink.

Med aftalen er der nu banet vej for at rette op på den ulovlige ordre, som regeringen udstak til landets minkavlere i forrige uge. Ordren betød, at landets minkavlere – også dem med raske mink uden for en risikozone – begyndte at slå deres mink ihjel, selv om lovgivningen ikke var på plads.

Fra flere af de borgerlige partier, som deltog i forhandlingerne, lyder argumentet for ikke at være med i aftalen, at beslutningen om at aflive samtlige mink ikke er blevet belyst godt nok, samt at der stadig hersker usikkerhed om, hvilken erstatning minkbranchen får.

Ifølge Venstre er det afgørende at få spørgsmålet om erstatning på plads, før man laver en aftale om hjemmel til aflivning.

Ifølge de Konservatives skatteordfører, Rasmus Jarlov, mangler der fortsat et fagligt belæg for, at minkbesætninger er en trussel mod folkesundheden. Især ønsker partiet svar på muligheden for at bevare avlsdyr.

»Vi mangler et fagligt belæg for, at usmittede minkbesætninger udgør en akut fare for folkesundheden. Vi har meget længe bedt om at få en vurdering af det. Det har vi ikke fået endnu,« siger han.

»Det eneste, vi har fået svar på, er, at minkavl på det niveau, vi havde for ti dage siden med 17 millioner dyr, udgjorde en fare for folkesundheden. Der er ingen stillingtagen til, om det er en trussel for folkesundheden at bevare nogle hundredetusinde avlsdyr, så man kan genoprette minkerhvervet i Danmark. Den vurdering har vi ikke fået, og derfor kan vi ikke støtte beslutningen om, at samtlige mink skal aflives,« siger Jarlov.

Han understreger, at partiet fortsat er med i de forhandlinger, der gælder kompensation til minkavlerne.

»Vi er stadig med i forhandlingerne, når der skal forhandles erstatning,« siger Rasmus Jarlov.

Dansk Folkeparti: »Vi har ønsket, at 7,5 procent af avlsdyrene skal holdes i live«

Erhvervsordfører fra Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby, var også til aftenens forhandlinger om mink. Han efterlyser også, at spørgsmålet om aflivningen af mink herhjemme bliver belyst bedre.

»Vi vil gerne have, at det bliver undersøgt hvilke bevæggrunde, der ligger bag beslutningen om at aflive de danske mink. Vi vil også gerne have en second opinion på, om de raske mink også er så stor en trussel mod folkesundheden. Det er der blevet rejst tvivl om,« siger han og tilføjer:

»Vi har haft forhandlinger om at få lovliggjort den ulovlige praksis, som regeringen har udført de sidste par uger. Det var ikke det, vi ønskede. Vi har ønsket, at 7,5 procent af avlsdyrene skal holdes i live. Det er det, man har vurderet, er et minimum for, at man kan bevare arvematerialet.«