Bevæget Kristian Jensen går af – truede Løkke med kampvalg

En dybt berørt Kristian Jensen fortæller, at han trækker sig som næstformand for Venstre. Inden da havde han meddelt Lars Løkke Rasmussen, at han ville udfordre ham som formand, med mindre de begge trak sig i fællesskab.

 

Det var en dybt berørt Kristian Jensen, der lørdag meddelte, at han trækker sig som næstformand for Venstre.

Han fortalte, at han inden da havde opfordret formand Lars Løkke Rasmussen til, at de begge trak sig fra deres poster i fællesskab for at imødekomme ønsket fra en stor del af Venstres bagland om et nyt formandskab.

Nægtede Løkke at trække sig, ville Jensen udfordre ham som formand, fortalte han foran Comwell Kellers Park i Brejning uden for Vejle, hvor Venstres Forretningsudvalg og Hovedbestyrelse har været samlet fredag og lørdag.

Lørdag meddelte Lars Løkke Rasmussen så, at han trækker sig som Venstres formand. Kort efter meddelte Kristian Jensen, at han også trækker sig og stillede efterfølgende op til en kort presseseance.

»Jeg har igennem længere tid og med stadig mere alvor lyttet til Venstres baglands ønske om at få en ny start i form af et nyt formandskab. At der var ros til de politiske resultater, som der er blevet opnået, men at der er utilfredshed med, at der internt i Venstre er blevet ved med at være uro og tvivl om, hvorvidt et samarbejde kunne komme på plads. Det har jeg i tavshed i de seneste uger lyttet til med stadig stigende styrke,« sagde Kristian Jensen:

»Derfor foreslog jeg i sidste weekend, søndag morgen, Lars Løkke, at vi skulle imødekomme det ønske, der var kommet fra baglandet, ret klart, og stille vores mandater til rådighed. Det blev afslået. I går på forretningsudvalgsmødet gentog jeg mit tilbud. Jeg sagde igen, efter at Forretningsudvalget havde haft en lang drøftelser, og ønsket om et nyt formandskab blev gentaget af rigtig, rigtig mange i Forretningsudvalget, at jeg syntes, vi skulle lytte til det ønske, der var kommet. At vi skulle give Venstre den mulighed for at få en ny start og dermed kunne komme i gang med det politiske arbejde i stedet for at snakke om personer.«

»Da det ikke blev imødekommet i går aftes, meddelte jeg, at set i lyset af det, der har været, var mit ønske så at stille op som landsformand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde, der så skulle afholdes 21. september med det formål at få en klarhed over, hvem er det, der skal stå i spidsen for Venstre.«

»Det har i løbet af aftenen og natten fået Lars Løkke Rasmussen til at træffe den beslutning, at han vælger at træde af. Det gør, at jeg selvfølgelig står ved det, jeg har tilkendegivet fra starten af: At hvis Venstre har en mulighed for at kunne få en ren start, få fokus på de politiske resultater, få mandet op i forhold til den regering, der har masser af løfter og ingen forslag, ingen konkret politik, ja, så skal min person ikke stå i vejen.«

»Jeg har i nu 30 år været aktiv for Venstre, og jeg ønsker ikke, at min person skal stå i vejen for Venstres fremgang, og derfor har jeg meddelt Hovedbestyrelsen, at jeg selvfølgelig også på det ekstraordinære landsmøde trækker mig som næstformand.«

Det kaos, partiet er havnet i nu, hvor stor en del af ansvaret har du for det?

»Det, tror jeg, vi er mange, der har en del af ansvaret for. Og jeg skal gerne tage min del af skylden på mig. Jeg synes, det ville være mærkeligt at prøve at benægte, at man som en del af ledelsen også har en del af ansvaret. Det er sådan, at jeg har forsøgt at være loyal over for det, som jeg mener, er Venstres DNA. Jeg mener, at Venstre er et borgerligt-liberalt parti og derfor altid skal have som udgangspunkt at stå i spidsen for en borgerlig-liberal regering. Det har jeg tilkendegivet internt, det har jeg tilkendegivet eksternt, det ved folk godt, er mit synspunkt, og det er det fortsat.«

Hvem synes du, skal være formand for Venstre?

»Det har jeg ingen anelse om, og jeg synes, at det skal jeg lade være med at blande mig i. Det er sådan, at når man træder tilbage, skal gamle formænd og næstformænd ses og ikke høres.«

Hvad synes du om Lars Løkke Rasmussens adfærd i det her efterhånden lange forløb, der har været siden jeres sommergruppemøde?

»Det har jeg slet ikke nogen kommentarer til. Lars Løkke er en knalddygtig politiker. Jeg har som statsminister og henholdsvis udenrigsminister og finansminister haft et rigtig godt samarbejde med Lars Løkke.«

»Politik har intet med retfærdighed at gøre«

Du har været næstformand i ti år og har åbenlyst sagt flere gange, at du gerne vil være formand for partiet. Hvor stor en skuffelse er det for dig, at du nu ikke bliver formand for Venstre?

Kristian Jensens stemme knækkede, inden han svarede på spørgsmålet:

»Det tror jeg slet ikke, der er ord til at beskrive. Men det er jo sådan, at man skal træffe de valg, der er, når situationen er der. Og jeg har truffet valget, fordi jeg tror på, at det er med at gøre Venstre stærkt, det er med til at skabe mulighed for, at vi kan samle de borgerlig-liberale partier i en stærk opposition, selvfølgelig også en konstruktiv opposition, til Mette Frederiksens regering. Jeg tror, det er det, der gør Venstre bedst muligt i stand til at komme i regering igen. Og det er det, jeg ønsker for Venstre, og det er faktisk også det, jeg ønsker for Danmark.«

Hvad bliver din rolle i partiet nu?

»Ved du hvad, det ved jeg ikke. Jeg er folketingsmedlem, der er masser af opgaver at tage fat på. Det må vi se, hvad tiden bringer.«

Bliver det her et farvel til dansk politik?

»Det har jeg ingen anelse om. Politik har været mit liv siden VU-formandstiden, næsten 25 år – det tager jeg ikke bare en beslutning om her en formiddag i Brejning.«

Er det retfærdigt det her?

»Politik har intet med retfærdighed at gøre. Prøv at høre, det her er et spørgsmål om, at man skal træffe den rigtige beslutning i situationen. For mig er den rigtige beslutning at trække mig på nuværende tidspunkt, for det giver Venstre en mulighed for det, som baglandet har sagt: Nemlig at få en ny start. Og jeg har den klare opfattelse, at det er ikke en formand, der har et parti, men et parti, der har en formand. Og når der kommer så klart et ønske fra vores bagland, lytter jeg til det, og derfor har jeg stillet mit mandat til rådighed.«

Skulle du selv have gjort noget anderledes i den her proces?

»Jeg skulle da have gjort masser af ting anderledes.«

Hvad?

»Det kan jeg overhovedet ikke overskue nu her. Men selvfølgelig når jeg står her i dag og trækker mig, er der nok et eller andet, jeg skulle have gjort anderledes. Men sådan er det ikke. Og jeg glæder mig til de nye udfordringer, der kommer. Det skal nok blive spændende, og Venstre skal nok få en god formand og en god næstformand og en god fremtid.«

Du er tydeligt berørt, hvad er det for nogle tanker, der løber gennem hovedet på dig?

»Det ville da være mærkeligt ikke at være berørt,« sagde Kristian Jensen og holdt en kort pause, inden han fortsatte:

»Og de tanker, dem tror jeg bare, jeg holder inde i hovedet. Kan I have det godt.«