Bertel Haarder: Der skal ikke være en permanent »mur af politi ved grænsen«

Grænsekontrollen bør aldrig være permanent, men reglerne bør ændres i Schengen-samarbejdet, så lande til enhver tid selv kan bestemme, om kontrollen skal oprettes.

Foto: Sophia Juliane Lydolph

Venstres nestor, Bertel Haarder, mener ikke, at grænsekontrollen bør være permanent, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag slår fast, at han ønsker.

»Jeg er ikke enig med dem, der mener, at vi hele tiden skal have en mur af politi ved grænsen. Det er ikke fornuftigt,« siger Bertel Haarder.

Bertel Haarder har tidligere været medlem af Grænsehindringsrådet og har til Kristeligt Dagblad sagt, at »du må tænke på min fortid, som i den grad har været optaget af at fjerne traditionel grænsekontrol«.

Statsministeren har i dag på et pressemøde ved den dansk-tyske grænse fastslået, at grænsekontrollen er »kommet for at blive«, og at Schengen-samarbejdet skal reformeres.

Konkret skal reglerne for, hvornår et medlemsland kan etablere grænsekontrol, gøres mere fleksible, så landene lettere kan etablere kontrollen og desuden selv kan bestemme, hvornår den skal oprettes, og hvor længe.

I dag skal Danmark hvert halve år genansøge om tilladelse til at bevare grænsekontrollen.

Reglerne bør ændres

Bertel Haarder er enig i, at reglerne skal ændres, så det til enhver tid er muligt for et land at indføre grænsekontrol. Men selv om han mener, at det er vigtigt, at landene har mulighed for selv at kunne bestemme, mener han ikke, at det er en god idé at etablere kontrollen på permanent basis.

»Det er vigtigt, at vi selv kan bestemme, for jeg mener, at det skader EU-samarbejdet, når det enkelte land skal bede om tilladelse. Vi skal selv bestemme, om der skal være grænsekontrol, siger han og tilføjer:

»Det er muligheden, der skal være permanent. I mange tilfælde er det spild af tid at have en mur af betjente stående ved grænsen, hvis det ikke er nødvendigt, og de ikke fanger noget.«