Bergur Løkke Rasmussen forlader Venstre og melder sig ind i Moderaterne

Han deler dna med formanden. Men det er partiets dna, der har trukket i ham, erklærer Bergur Løkke Rasmussen, som nu melder sig ind i det parti, hans far har stiftet og står i spidsen for. Med skiftet til Moderaterne kommer også en erkendelse: Han udtalte sig for bastant i et interview for få måneder siden.

Det er ikke længe siden, at Bergur Løkke Rasmussen forsikrede om, at han ville blive i Venstre. Men noget er sket i mellemtiden, og nu følger han atter i fodsporene på sin far, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Rune Øe

Bergur Løkke Rasmussens hund trækker i snoren og bjæffer højlydt.

Den finske lapphund har blikket stift rettet mod det forårskolde vand i Københavns havn, hvor en lyserød pose fra Joe & the Juice skvulper rundt og har fanget den chokoladebrune hyrdehunds opmærksomhed.