Bent Winther: Venstre angriber regeringens svageste led

Jakob Ellemann-Jensen og Venstre har indledt et frontalangreb på regeringens ledelse af Forsvaret med deres forslag om at adskille Forsvarets øverste ledelse fra Forsvarsministeriet. Og det er et angreb på regeringens svageste led, Trine Bramsen, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har sat gang i en heftig debat om Forsvaret, hvilket har ført til et udspil fra Venstre om at adskille Forsvarets øverste ledelse fra ministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstre vil løsrive forsvarschefen og Forsvarskommandoen fra den nuværende position som en enhed under Forsvarsministeriet og forsvarsminister Trine Bramsen (S) for i stedet at gøre den til en selvstændig militærledelse.

Det fortæller partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen (V), og den tidligere forsvarsminister Lars Christian Lilholt (V) i Berlingske.

Baggrunden for forslaget er, at regeringens greb om Forsvarets øverste ledelse ifølge Venstre er blevet så fast, at den er i færd med at svække dansk militær og kan så tvivl om de militærfaglige anbefalinger, der er afgørende for landet i en sikkerhedspolitisk anspændt periode.

Samtidig udtaler Jakob Ellemann-Jensen (V), at hans »tillid til forsvarsministeren kan ligge på et meget, meget lille sted«.

Ifølge Bent Winther, Berlingskes politiske kommentator, har Venstre og Ellemann-Jensens offensive udmelding et særligt formål.

»Med sit udspil går Venstre til angreb på regeringens svageste led. Og det er lige nu forsvarsminister Trine Bramsen. Hun tumler med en række belastende sager og har lagt sig ud med store dele af Forsvaret. Når Jakob Ellemann-Jensen siger, at hans tillid til hende er meget lille, puster han til den interne utilfredshed, der er med forsvarsministeren,« siger Bent Winther.

Et nybrud i forsvarspolitikken

Udmeldingen fra Venstre kommer efter en turbulent tid for forholdet mellem Forsvaret og forsvarsminister Trine Bramsen, hvis ageren ad flere omgange har ført til hård kritik fra de militære geledder.

Til Berlingske har en stribe nuværende og tidligere ansatte i Forsvaret, såvel almindelige soldater som højtstående officerer, kritiseret Bramsen for at gøre skade på Forsvarets troværdighed i offentligheden og på respekten for forsvarschefen på de indre linjer.

Ifølge Bent Winther har Forsvarets struktur i mange år været et ømt punkt, som Venstre nu prikker til.

»Det er en næsten indbygget konflikt, om det er embedsmændene i ministeriet eller de militært uddannede i Forsvarets ledelse, der skal bestemme. Trine Bramsen fik den konflikt til at eksplodere, da hun kaldte den nye forsvarschef for en styrelseschef. Men i virkeligheden går konflikten tilbage til den daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S), der mente, at illoyale »oberst Hackel-typer« skader Forsvaret,« siger den politiske kommentator.

Venstre står sammen med Socialdemokratiet, De Radikale, De Konservative, Dansk Folkeparti samt Liberal Alliance i det nuværende forsvarsforlig, der gælder frem til 2023. Derfor er forslaget om at ændre ledelsesstrukturen også et nybrud i forhold til forsvarspolitikken i Danmark, påpeger Bent Winther.

»Forsvaret er omfattet af et meget bredt forlig i Folketinget. Og kravet om at ændre strukturen fundamentalt bliver Venstre nok populær på i Forsvaret, men man bryder også den enighed, der hidtil har været, og gør Forsvaret til en politisk kampplads. Næste forsvarsforlig skal først forhandles om et par år, og inden da sker der næppe noget med strukturen i Forsvaret,« siger han.

»Giftig« magtkritik

I interviewet med Berlingske udtrykker Jakob Ellemann-Jensen ikke kun bekymring over regeringens styring af Forsvaret men også den generelle politisering af ministerier, som den socialdemokratiske regering har fået kritik for. Særligt under coronakrisen.

»Vi har set under coronakrisen, at regeringen politiserer sundhedsfaglige beslutninger i meget høj grad. Det er jeg meget nervøs for, at man gør eller kommer til at gøre på det militærfaglige område med en forsvarschef placeret så direkte under ministeren,« siger Venstre-formanden.

Og det greb gør, at Venstres budskab når ud til endnu flere, end hvis kritikken blot handlede om Trine Bramsens styring af Forsvaret, mener Bent Winther.

»Hvordan toppen af Forsvaret er indrettet, er næppe nogen stor folkelig sag, men Venstres formand kobler den til coronakrisen og appellerer til alle dem, der synes, at regeringen politiserer embedsværket og har tiltaget sig al for stor magt. Man skal kunne stole på, at anbefalingerne kommer fra Forsvaret og ikke er politiske. Det er den samme konflikt, der er i forhold til sundhedsfaglige anbefalinger. Og det er giftigt,« siger Berlingskes politiske kommentator.