Scenerne, som udspillede sig i den amerikanske hovedstad i aftes dansk tid, hvor et ukendt antal Trump-tilhængere stormede Kongressen, møder fordømmelse fra danske politikere, der kræver, at Donald Trump lever op til sit ansvar som præsident.
Så klar er beskeden fra flere partier torsdag morgen.
»Det er forfærdeligt og ulykkeligt at se. Det er demokratiets højborg, som blev bestyrtet i går. Der er intet, som kan retfærdiggøre det,« siger udenrigsordfører for Socialdemokratiet Annette Lind.
Også hos Venstre er man forfærdede over det drama, der udspillede sig i den amerikanske kongres i nat.
»Det er helt beskæmmende scener, vi så. Det leder tankerne hen på en dårlig amerikansk tv-serie – det er helt surrealistisk at opleve,« siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.
Han tilføjer, at præsident Trump har været med til at opildne den splittelse, der er i det amerikanske samfund, og som man i går så føre til voldshandlinger mod selve demokratiets hjerte i USA.
»Donald Trump bærer et absolut hovedansvar for den udvikling, vi har set. Han holder jo fast i fantasifortællingen om, at valget er blevet tyvstjålet fra ham. De folk, der gik amok i går, er jo allesammen nogle, der tror på hans fortælling. Det er så chokerende, at vi har en præsident, som er medvirkende til, at der sker det, vi var vidne til i går. USA har altid været bannerførere for demokrati,« siger Michael Aastrup Jensen.
USA plejer at være et fyrtårn
Flere danske politikere hæfter sig ved, at USA normalt står som et fyrtårn inden for demokratiet, men at der lige nu hersker en meget dyb splittelse i landet.
»USA har stået som kæmpen i den demokratiske verdensorden og som en garant for stabilitet. Når vi ser kernen i det amerikanske demokrati blive stormet på den måde, så er det rystende. Det er et udtryk for, at splittelsen i USA har nået et niveau, som er truende for samfundets stabilitet,« siger udenrigsordfører for De Radikale Martin Lidegaard.
Han hæfter sig dog ved, at flere republikanske senatorer har trukket deres støtte til præsidenten, herunder senator Lindsey Graham, som indtil i går var en af Trumps mest trofaste støtter.
Martin Lidegaard håber, at det kan blive starten på en forsoning mellem fløjene i USA.
»Det ser ud til, at det har kostet Trump støtte i Det Republikanske Parti, men man skal ikke bilde sig ind, at splittelsen er forsvundet, og at det kun er Trump, der er problemet. Der er en historisk polarisering i USA, og som begge parter er nødt til at arbejde med,« siger Martin Lidegaard.
Michael Aastrup Jensen (V) deler håbet om, at det værste er overstået, og at der herfra vil blive samarbejdet på tværs af republikanerne og demokraterne om at samle det amerikanske folk.
»Jeg tror, at det her bliver et wakeupcall til flere af de republikanske kræfter, der har støttet Trump. Vi begynder allerede nu at se flere ledende republikanske senatorer skifte side, og det tror jeg, vi kommer til at se mere af. Folk kan godt se, at det her er uholdbart,« siger han.
Udenrigsministeren udtrykker bekymring
På Twitter skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at han har været i kontakt med den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands.
»Har over for (den amerikanske ambassadør, red.) udtrykt min alvorlige bekymring over de rystende begivenheder i Washington«, skriver han.
Jeppe Kofod tilføjer, at han har understreget, at der er behov for, at Donald Trump og hans støtter accepterer og anerkender valgresultatet.
I går skrev udenrigsministeren, at Danmark støtter den demokratiske transition i USA, og at Kongressens arbejde skal respekteres.