Så er alle stemmer talt op, og resultatet af valget til Europa-Parlamentet er klar.
SF ender som det største danske parti i Europa-Parlamentet med 17,4 procent af stemmerne. Partiet får tre mandater.
Socialdemokratiet er det næststørste parti med 15,6 procent af stemmerne og får også tre mandater.
Venstre bliver det tredjestørste parti med 14,7 procent af stemmerne. De får to mandater.
De Konservative får 8,8 procent af stemmerne og får dermed ét mandat.
Danmarksdemokraterne lander på 7,4 procent af stemmerne og får også et enkelt mandat.
De Radikale er lige i hælene på Inger Støjbergs parti og lander på 7,1 procent af stemmerne og ét mandat.
Også Liberal Alliance er i hælene på Danmarksdemokraterne. Det liberale parti får ét mandat og lander på 7,0 procent.
Enhedslisten lander ligeledes på 7,0 procent af stemmerne og får dermed ét mandat.
Dansk Folkeparti kan sende én mand i Europa-Parlamentet med 6,4 procent af stemmerne.
Ligeledes kan Moderaterne – som det sidste parti – sende en kandidat til Europa-Parlamentet. Partiet har fået 5,9 procent af stemmerne.
Som det eneste parti, der stiller op, må Alternativet gå tomhændet hjem. Partiet lander med en opbakning på 2,7 procent og får dermed nul mandater.