Alternativet bliver det eneste parti, som ikke får en plads i EU-Parlamentet, og i partitoppen søger man natten til mandag efter årsagen.
En ting ligger helt fast. De er stærkt utilfredse med Enhedslisten, som ifølge politisk leder Franciska Rosenkilde har brugt mange kræfter på at holde Alternativet ude.
- Det er en gammel giftig kultur, hvor man desværre bruger for meget energi på at svine andre til i stedet for at lave sin egen valgkamp. Jeg ved ikke, hvad Enhedslisten overhovedet står for i sin Europa-politik. Det kunne have været rart, hvis de havde fokuseret på det i stedet for, siger Rosenkilde.
Alternativet er i valgforbund med Socialdemokratiet og SF.
Det er Alternativet, siger Franciska Rosenkilde, fordi partiet er proeuropæisk og gerne vil med i den grønne gruppe. "SF har været vores adgangsbillet", uddyber hun.
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, har advaret imod at stemme på Alternativet og spidskandidat Jan Kristoffersen.
Han har argumenteret med, at partiet har været meget langt fra at få et mandat, og at det derfor ville ende i stemmespild.
- Så jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at Pelle Dragsted og Enhedslisten har brugt energi på at splitte den grønne fløj i stedet for at få så mange grønne stemmer til EU som muligt, siger Rosenkilde.
Spørgsmål: Har det påvirket jeres syn og forhold til Enhedslisten?
- Ja absolut. Det er jo dem, vi især tror, at vi er allieret med, og når de så prøver at save benene af en to dage før et valg, så ændrer det selvfølgelig forholdet. Og jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, siger Franciska Rosenkilde.
Enhedslisten bevarer et mandat i EU-Parlamentet.
Pelle Dragsted, politisk leder for Enhedslisten, mener ikke, han har savet benene væk under Alternativet.
- Jeg forstod aldrig, hvorfor Alternativet valgte Socialdemokraterne frem for os, siger han.
Spørgsmål: De siger, i har savet benene væk under dem?
- Alternativet lander på det resultat, de også fik i meningsmålingerne, og det er meget langt fra et mandat. Det er skideærgerligt, for vi ville gerne have haft Alternativet med, siger Pelle Dragsted.
/ritzau/