Samtlige partier i blå blok har underskrevet et brev, hvor opfordringen til regeringen er klar.

»Stop omgående med at presse avlere til at aflive usmittede minkbesætninger uden for risikozonerne,« indledes brevet underskrevet af Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

På et nu historisk pressemøde i forrige uge beordrede statsminister Mette Frederiksen (S) ulovligt, at samtlige landets minkavlere skulle aflive deres besætninger hurtigst muligt, mens minkavlerne også blev stillet en økonomisk bonus for hurtig aflivning i udsigt.

Men trods den manglende lovhjemmel til at beordre aflivning af samtlige mink i Danmark fremgår det stadig af Fødevarestyrelsens hjemmeside, at minkavlerne kan belønnes med 20 kroner pr. mink, de afliver, hvis de når at slå hele deres besætning ihjel inden mandag.

Dermed forsøger regeringen fortsat at presse masseaflivningen af mink igennem, lyder den skarpe kritik fra de blå partier.

»Da regeringen udstedte den ulovlige ordre, at alle mink skulle aflives, udlovede regeringen samtidig en lige så ulovlig og uhjemlet tempobonus til minkavlerne for at aflive deres dyr senest mandag d. 16. november. Regeringen har trukket det ulovlige påbud om at aflive usmittede minkbesætninger uden for risikozonerne tilbage, men regeringen har ikke trukket tempobonussen tilbage,« skriver partierne i brevet til regeringen.

Dog er der udsendt en e-mail til minkavlerne om, at der heller ikke er lovhjemmel til den såkaldte tempobonus – en e-mail, som ifølge de blå partier er »noget uklar« – men fordi bonussen fortsat fremgår af Fødevarestyrelsens hjemmeside, kan det sætte minkavlerne i en penibel situation, lyder kritikken.

»Det er svært ikke at se som et bevidst forsøg fra regeringen på at få aflivningen af alle mink presset igennem, at regeringen efterlader avlerne med denne tvivl og dermed ansporer dem til at gennemføre aflivningen så hurtigt som muligt,« lyder den skarpe kritik.

I dag forhandler regeringen med Folketingets partier om, hvordan minkavlerne skal kompenseres. Efter at have forhandlet til langt ud på natten flere dage i træk er man fortsat ikke nået til enighed.

Berlingske forsøger at indhente en kommentar fra regeringen.