Afviser at være ny Macron: »Det eneste, jeg tror, vi har til fælles, er, at vi er to lavstammede, tidligere økonomiministre«

Partistifterne bag Fremad lægger ikke skjul på, at man har hentet inspiration fra den franske præsident, Emmanuel Macron. Men det handler mere om at skabe en ny bevægelse end om det politiske indhold, fastslår de.

De to tidligere topfolk i Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund går sammen om at stifte et nyt borgerligt parti: Fremad. De henter inspiration fra det franske parti En Marche. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Når partiet Fremad i dag ser dagens lys, er det med kraftig inspiration fra den franske præsident, Emmanuel Macron.

Macron har været fransk præsident siden forsommeren 2017 efter at have dannet partiet La République En Marche, der ofte blot kaldes En Marche – hvilket blandt andet kan oversættes til »fremad«. En Marche bygger på en plan om at indlede en »demokratisk revolution« og »afblokere Frankrig«.

Partistifterne bag Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund, lægger således ikke skjul på, at de blandt andet har fundet inspiration til at etablere »en ny kraft i forhold til de politiske partier, der findes« ved at kigge i retning af Élyséepalæet i Paris.

»Man kan sige, at vi lader os inspirere af tanken om, at nu skal der ske noget nyt i dansk politik. Det der med at være nogen, som vil noget andet end dér, hvor det politiske system er i dag. Så synes vi også, at selve begrebet »fremad« har noget godt i sig,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Næppe en kopi

Men der bliver næppe tale om en egentlig kopi, lyder det selverkendende fra den tidligere mangeårige topfigur i Liberal Alliance og LA-minister.

»Altså, med dyb selverkendelse ser jeg ikke mig selv som et dansk svar på Macron. Altså, det eneste, jeg tror, vi har til fælles, er, at vi er to lavstammede, tidligere økonomiministre,« siger han.

Man vil heller ikke kunne tage selve det politiske indhold fra En Marche og lægge ned over mærkesagerne hos Fremad, forklarer Christina Egelund.

»Man kan sige, at den politiske virkelighed i Frankrig er noget anderledes end den politiske virkelighed i Danmark. Dét, der er til fælles, er, at det er blevet lidt et dogme både i Frankrig og i Danmark at tale om, at alt var bedre i gamle dage, og hvis bare man kunne komme tilbage til 50erne, ville det være fantastisk. Det er jeg simpelthen uenig i. Politik handler dybest set om, at i morgen skal være bedre end i dag,« siger hun og tilføjer:

»Jeg synes også, at der er en politisk retorik om, at det og det ikke kan lade sig gøre, fordi politik er infiltreret af et sortsyn, og i det her ligger der en positivisme i at ville fremad og tro på, at tingene kan lykkes og blive bedre.«

Det nye parti anført af Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund er dog ikke ene om på danske breddegrader at hente inspiration fra den politiske bevægelse i Frankrig. Så langt fra.

Den tidligere Venstre-profil og mangeårig minister Søren Pind fortalte i et interview til Berlingske i forbindelse med sit farvel til dansk politik, at han – stærkt inspireret af Macron – for at styrke politikudviklingen i Venstre på et tidspunkt puslede med planer om at etablere en form for tænketank bestående af blandt andet professorer, højskoleforstandere og erhvervsfolk.

 

Flere lader sig inspirere

Til Venstres landsmøde i september, hvor Jakob Ellemann-Jensen blev valgt til formand, kunne man spotte plakater påtrykt »Fremad sammen«.

Og særligt de Radikales leder, Morten Østergaard, har ikke lagt skjul på sin begejstring for den franske præsidents politiske bedrifter.

Østergaard har lanceret en plan med titlen »Fremad« med 132 radikale bud på et forandret Danmark, ligesom han ofte lader sine opslag på sociale medier ledsage af symbolordet »Fremad«.

Som radikal leder har Morten Østergaard endda været i Paris for at deltage i et vælgermøde, da Emmanuel Macron endnu »kun« var præsidentkandidat«, for at lade sig inspirere.

»Det er selvfølgelig med den åbenlyse bagtanke, at hvis det kan virke i Frankrig, hvorfor skulle man så ikke kunne begejstre folk i Danmark mere, end tilfældet har været,« sagde Morten Østergaard ved den lejlighed i maj 2017.

Der er imidlertid ingen patent på inspiration, lyder det fra bagmændene bag det nye parti.

Tror I ikke, Morten Østergaard føler, at I møffer jer lidt ind på ...

»Ved du hvad – jeg tror, at der er mange, som enten har stemt VKLA – altså på de tidligere regeringspartier – men også en del, der har lånt deres stemme ud til de Radikale eller Alternativet, som vil lade sig inspirere af os,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

For Simon Emil Ammitzbøll-Bille bliver der tale om det fjerde politiske parti, han repræsenterer som folkevalgt på Christiansborg, og det andet, han er med til at stifte. Han blev valgt ind i Folketinget første gang for Radikale Venstre i 2005. Siden var han med til at etablere Borgerligt Centrum, og de seneste ti år har han været en ledende figur i Liberal Alliance. Og nu Fremad.