15. juni åbner Danmark grænsen for norske, islandske og tyske turister – men fastholder grænselukning mod Sverige

Danmark åbner nu grænsen for flere typer af turisme fra Norge, Island og Tyskland fra midten af juni. Grænsen vil derimod stadig været lukket til Sverige og resten af verdens lande. Samtidig fraråder Udenrigsministeriet ikke længere rejser til Norge, Island og Tyskland – men charterdestinationer som middelhavslandene bør man ifølge regeringen ikke rejse til hen over sommeren.

 
15. juni åbner Danmark delvist sine grænser. Video: Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Danmark vil fra 15. juni åbne grænserne for norske ferieturister. Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet fredag eftermiddag.

15. juni vil Danmark også åbne grænsen for turister fra Island og Tyskland.

»Det gør vi af høj grad selvfølgelig af hensyn til turismen i Danmark,« siger Mette Frederiksen.

Grænseåbningen for turisterne fra de tre nabolande vil dog være forbundet med restriktioner. Turisterne skal således have booket minimum seks overnatninger i Danmark – men udenfor København. Samtidig vil regeringen sikre mulighed for frivillig testning ved grænserne og i »sommerlandet«, oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S). Dog ikke ved alle grænseovergangen og ved alle sommerhusområder hver dag.

Grænsen bliver heller ikke åbnet for Sverige, hvorfor der altså fortsat vil være grænsekontrol ved Øresundsbroen.

»Danmark og Sverige står forskellige steder, hvad angår corona,« siger Mette Frederiksen på pressemødet, men gør det klart, at regeringen er i dialog med den svenske regering og samtidig er åben for at finde en »regional løsning« med særlig fokus på Øresundsregionen.

Grænseåbningen vil altså formentlig særligt få betydning for sommerhusturismen i Danmark, men ikke for turismen til hovedstaden, der er blandt de allermest besøgte steder i landet. En norsk turist, der måtte ønske at tage færgen fra Oslo til København for at holde seks dages ferie i hovedstaden, vil således fortsat ikke være berettiget til at komme ind i landet.

Ferie i København og Frederiksberg Kommuner »kommer ikke til at ske«, siger Nick Hækkerup.

»Vi bliver nødt til at holde fast ved, at en meget stor del af den tyske og norske turisme går til sommerhusområder i Jylland,« siger Mette Frederiksen.

På den anden side af sommeren sigter regeringen på at kunne åbne grænserne for øvrige EU- og Schengen-lande samt Storbritannien. De sidste af nordiske lande, Finland, regner regeringen dog med hurtigere at åbne grænserne for.

»Vi træder forsigtigt frem, tager det etapevis,« siger Nick Hækkerup.

Og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) erkender, at »det er næsten helt sikkert, at der kommer til at være turister i Danmark, der vil tage virus med«.

Alligevel fastholder Mette Frederiksen, at det er »forsvarligt« at åbne grænserne.

Fraråder rejser til det meste af verden sommeren over

Udenrigsministeriet ændrer samtidig sine rejsevejledninger, så det ikke længere fraråder sine rejsevejledninger til Norge, Tyskland og Island.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) anbefaler tilgengæld, at man undgår storbyområder. En vandreferie til Harzen, de norske fjelde eller islandske vidder er altså ifølge regeringen tilrådeligt, men ikke en storbyferie til Berlin, Hamborg eller Oslo.

For resten af verden fraråder Udenrigsministeriet rejser indtil 31. august. Det vil altså også gælde populære charterdestinationer som Grækenland, Spanien og Italien og andre rejselande som USA.

Dagens pressemøde har været ventet med spænding – og givetvis også en del nervøsitet – i store dele af erhvervslivet, ikke mindst turist- og serviceerhvervene, og blandt danskere, der ejer en feriebolig i udlandet eller håber på at kunne feriere under fremmede himmelstrøg.

Det var lørdag 14. marts klokken 12.00, at Danmark lukkede sine grænser til land, til vands og i luften for alle, der ikke havde et såkaldt anerkendelsesværdigt formål for at rejse ind i Danmark – det være sig, hvis man f.eks. var dansk statsborger, havde dansk bopæl eller arbejde eller fragtede godstransport ind i kongeriget.

Grænselukningen blev ligeledes meddelt af Mette Frederiksen på et pressemøde i Statsministeriet aftenen forinden, og samme dag meddelte Udenrigsministeriet, at man nu frarådede alle ikkenødvendige rejser til samtlige lande i verden.

Turisterhvervet har hungret efter afklaring

Grænselukningen har fra starten været betonet som en af de absolut mest drastiske foranstaltninger, Danmark har taget i bekæmpelsen af coronasmitten.

Indrejseforbuddet var ikke set før i fredstid, de økonomiske konsekvenser af det betydelige, og beslutningen om lukningen var politisk – Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har således forklaret, at beslutningen ikke blev truffet på sundhedsmyndighedernes indstilling. Omvendt har regeringen også høstet roser for at træffe denne drastiske beslutning i stedet for at afvente sundhedsfaglig evidens. Adskillige europæiske lande er fulgt efter og har ligesom Danmark haft lukkede grænser de seneste måneder.

Særligt den seneste måned har grænselukningen imidlertid vakt stor debat, først og fremmest fordi den tærer hårdt på turisterhvervene. Sommerhusudlejere og hotel- og restaurantbranchen såvel som både røde og blå borgmestre i store feriekommuner eller grænsebyer har betonet, hvor store økonomiske tab grænselukningen medfører.

»Jeg har en turistbranche, der er helt i knæ,« lød det for eksempel tidligere på måneden fra Bornholms borgmester, Winnie Grosbøll, her i Berlingske, og fra særligt de borgerlige partier og de Radikale har det været et krav i den seneste tid at lempe de danske grænserestriktioner, først og fremmest for tyske og norske sommerhusejere.

Den tyske regering erklærede sig allerede for et par uger siden villig til en gensidig grænseåbning mellem Danmark og Tyskland 15. maj, men ønsket blev ikke honoreret af regeringen.

Sagen Sverige

Mange har opfattet Danmarks naboskab til Sverige som en særskilt udfordring i forbindelse med spørgsmålet, eftersom Sverige længe har ført en anden strategi i bekæmpelsen af epidemien end andre lande, og man hinsidan i de seneste uger har haft nogle af verdens højeste dødstal per capita. Kan man åbne sluserne for tyskere og nordmændene, men stadig fastholde Øresund og Kattegat som voldgrave, har spørgsmålet lydt, mens flere har anført, at den svenske epidemi især er koncentreret omkring Stockholm, og at coronasmitten er mere udbredt i København end i Skåne.

Det endte altså foreløbig med, at Sverige ikke er med i den lille klub af lande, som Danmark nu vil åbne grænsen for turisme for.

Forud for genåbningsforhandlingerne forrige onsdag krævede et flertal bestående af Venstre, de Radikale, Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance grænserestriktionerne lempet inden udgangen af maj.

Men forhandlingerne endte i sidste ende alene med den lempelse, at det nu talte med som et anerkendelsesværdigt formål for indrejse for personer med fast ophold i de nordiske lande og Tyskland, der ejer et sommerhus eller har kærester, forlovede eller nære børnebørn i Danmark.