Minik Rosing sidder med en lille plastikbeholder i hånden. Han holder den op til lyset, så man bedre kan se det grålige, mellignende pulver.
»Jeg vil vove den påstand, at gletsjermel kan gøre Danmark CO₂-neutralt,« siger han.
Geolog og professor ved Københavns Universitet Minik Rosing er dagens gæst i »Pilestræde«.
Det er Minik Rosing, der har døbt massen »gletsjermel«. Det skabes, når de enorme grønlandske gletsjere med deres vægt knuser fjeldene.
»Gletsjermel er fantastisk – primært fordi det er ekstremt finkornet. Det består af alle typer mineraler, som findes i fjeldgrunden, og så er det naturligt forekommende,« forklarer topforskeren i »Pilestræde«.
Rosing og hans kollegers forsøg har vist, at det næringsholdige grønlandske fjeldmateriale får afgrøder til at vokse ekstra hurtigt og dermed til at optage markant større mængder CO₂. Nok så vigtigt har massen en unik evne til at forstærke den naturlige forvitring, hvor CO₂ fra atmosfæren reagerer med mineralerne og bliver opløst til kulsyre, der i mødet med gletjsermelet bliver til andre kulstofholdige forbindelser, der ikke vender tilbage til atmosfæren som drivhusgasser.
Minik Rosing forklarer, »at vi dermed adresserer to problemer på samme tid – CO₂ bindes, og vi nærer planterne«.
Det er så effektivt, at såfremt vi spreder gletsjermelet på samtlige danske marker, vil landbruget bidrage positivt til klimaregnskabet, forklarer han.
Fra Grønland til Ghana
Grønlænderne er ellers godt trætte af »mudderet«, som de kalder melet. Deres gummistøvler synker ned i den grålige masse, og så sætter det sig fast i de grønlandske fjorde.
Men en mands skrald er som bekendt en anden mands guld, og Minik Rosing ønsker at sende »den møgirriterende masse« til udtørrede marker i Vestafrika.
»Vi har indledt et markforsøg med majs i Ghana, som er landets vigtigste afgrøde. Her så vi, at høstudbyttet var 30 procent højere, end hvad man normalt så med de afgrøder. Blot ved at stryge gletsjermelet ud over,« fortæller Minik Rosing.
Så de internationale organisationer, som gang på gang siger, at vi har et stort fødevareproblem, de skal bare rejse til Grønland og hente en masse gletsjermel og strø det udover alverdens marker?
»Jeg synes i hvert fald, at de skal ringe til Grønland og sige »Kære Grønland. Vil I ikke hjælpe os med det?« Så skal Grønland nok komme til undsætning. Der kan naturligvis komme en masse komplikationer i vejen, men det vigtige er, at vi ved, at det virker, og vi ved, at der er nok af det til hver eneste mark i hele verden,« siger Minik Rosing.
Kan man sige, at du vil skabe en ny istid i Ghana og andre vestafrikanske lande?
»Ja, det kan du godt.«
Hør hele interviewet med Minik Rosing i Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«.
»Pilestræde« er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. »Pilestræde« udkommer mandag til torsdag klokken 05.00. Hør alle afsnit herunder – eller hvor du normalt hører podcast.