Alternativet vil have færre biler i byen og foreslår derfor, at københavnske benzin- og dieselbilister skal betale tre gange mere for parkering i 2025 i forhold til i dag. Provenuet skal bruges til at gøre byen mere børnevenlig. Det fortalte Emil Sloth Andersen, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet, i sidste uge.
Men det siger Socialdemokratiet nej tak til.
»Vi vil ikke være med til at gøre det endnu sværere for pædagoger, lærere og andre med helt almindelige indkomster at bo i København,« lød det prompte fra Laura Rosenvinge, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i København.
Alligevel står Laura Rosenvinge fast på, at partiet stadig ønsker bilerne ude af København – på sigt.
»Vi har jo vedtaget, at store dele af København skal være benzin- og dieselfri i 2030. Jeg siger bare, at det er vi ikke klar til i dag. Du kan jo ikke bare tvinge folk til at omstille deres hverdag fra den ene dag til den anden,« siger hun i »Pilestræde«.
Laura Rosenvinge mener, at Alternativets forslag særligt vil ramme økonomisk pressede familier, som ikke har råd til at skifte til en klimavenlig elbil. Spørgsmålet er, om 2030-målet kan nås uden markante afgiftsstigninger.
Jeg får lyst til at spørge dig, hvordan du synes, det er gået med at få bilerne ud af byen for Socialdemokratiet?
»Det er jo ikke gået godt nok. Det kan vi jo godt sige. Det kan jo godt gå bedre. Men jeg er simpelthen uenig i, hvad Emil (Sloth Andersen fra Alternativet, red.) siger, at det er bilejerne, der får lov at diktere politikken i Københavns Kommune. Vi har jo lige vedtaget, at vi ikke skal have fossil- og dieselbiler i 2030,« siger Laura Rosenvinge i »Pilestræde«.
»Pilestræde« er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. »Pilestræde« udkommer mandag til torsdag klokken 05.00. Hør alle afsnit herunder – eller hvor du normalt hører podcast.