Alternativets parkeringspolitik gavner direktøren med Tesla'en

Vi vil ikke være med til at gøre det endnu sværere for pædagoger, lærere og andre med helt almindelige indkomster at bo i København. Vi ønsker at bevare København som en blandet by. Her er Alternativets forslag om tredobling af parkeringslicenser et skridt i den forkerte retning, og derfor siger vi nej tak, skriver Laura Rosenvinge (S).

»Alternativets løsningsforslag er i mine øjne helt skævt. Mon ikke der er mange, der ville køre rundt i en lækker ny elbil frem for en gammel spand, hvis de havde råd?« Liselotte Sabroe

Alternativet vil hæve parkeringslicensen for benzin- og dieselbiler i København til det tredobbelte, kunne man læse i mandagens Berlingske. Det betyder, at de biler, der kører færrest kilometer pr. liter, skal betale svimlende 16.590 kroner om året for at parkere. Til sammenligning skal man betale 215 kroner om året for parkering, hvis man har en el- eller brintbil. Det beløb vil Alternativet ikke pille ved.

Lad mig først slå fast: I Socialdemokratiet deler vi analysen af, at antallet af biler i København skal ned. Pladsen i byen er trang, og den er bedre brugt på for eksempel parker, legepladser og cykelstier end på parkering af private personbiler.