Radikal viceborgmester vil genindføre blasfemiparagraffen og ændre Grundloven: »Paludan pisser på muslimer«

Esat Sentürk (R) er træt af, »at Rasmus Paludan gang på gang pisser på muslimernes værdighed, uden at man gør noget ved det«. Han vil indføre en række kontroversielle lovændringer, siger han i dagens udgave af »Pilestræde«.

Esat Sentürk har tidligere over for Berlingske argumenteret for, at blasfemiparagraffen skulle afskaffes. Screenshot fra optagelserne til podcasten »Pilestræde«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det skal være forbudt at brænde koraner af. Og religiøse symboler generelt.«

Sådan lyder det fra Esat Sentürk, der er Høje-Taastrups viceborgmester, valgt for Det Radikale Venstre. Ordene falder i dagens udgave af Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«.

Sentürk skrev 27. januar på Facebook: »Jeg er træt af, at Rasmus Paludan gang på gang pisser på muslimernes værdighed, uden at man gør noget ved det.« Sentürk var inviteret i Pilestræde-studiet for at uddybe, hvad han konkret vil gøre. Det viste sig ikke at være småting.

Stop Paludans »misbrug af ytringsfriheden«!

Den radikale politiker skrev sin flammende Facebook-kommentar som reaktion på en række koranafbrændinger foran de tyrkiske ambassader i Stockholm og København af dansk-svenske Rasmus Paludan. At Paludan havde valgt at stille sig op netop der, gør det ekstra problematisk for viceborgmesteren, siger han i »Pilestræde«:

»I dette tilfælde bør man gribe ind og sige: »Du kan ikke brænde Koranen af foran den tyrkiske ambassade. Ikke nu hvor situationen mellem Tyrkiet og Sverige er så følsom«.«

På Facebook skrev han også: »NOK ER NOK. Sverige og Danmark bør ikke tillade, at Rasmus Paludan fortsætter med sin provokation ved at brænde Koranen.«

Og i »Pilestræde« siger han, at det handler om at stoppe Paludans »misbrug« af ytringsfriheden til at »skabe had«.

Ændr Grundloven, genindfør blasfemiparagraffen

Så hvad vil Sentürk konkret gøre? For det første ønsker han at genindføre blasfemiparagraffen, som blev afskaffet i 2017. Det vil ulovliggøre koranafbrændinger.

»Grænsen bør gå til, når du udnytter ytringsfriheden. Det er misbrug af ytringsfriheden at afbrænde Koranen,« siger han.

Men Esat Sentürk vil gå endnu længere og lave en ændring af Grundloven, så ytringsfriheden indskrænkes. Det bør stå i Grundloven, at »vi har ytringsfrihed, så længe intentionen ikke er at skabe had,« mener han.

Det skal være op til domstolene at filtrere, hvornår ytringsfriheden skal begrænses, siger han. Det skal føre til, at Paludan ikke får lov til at afholde sine demonstrationer.

Ikke Radikales politik lige nu

Viceborgmesteren i Høje-Taastrup har ikke vendt sine holdninger med sit parti, men han står fast.

»Jeg ved godt, at det er imod partilinjen lige nu. Det står for egen regning,« siger han.

Han vurderer, at vores grænser for hvilke ytringer vi vil acceptere, er ved at rykke sig, og at vi »om 10-15 år« vil indse, at ytringsfriheden er blevet misbrugt.

I et skriftligt svar til Berlingske skriver Radikale Venstres retsordfører, Zenia Stampe, at partiet tager afstand fra Paludans handlinger, men: »I Radikale Venstre går vi ikke ind for et forbud. Det er en del af ytringsfriheden, uanset hvad man mener om selve handlingen.«

Lyt til hele interviewet med Esat Sentürk i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.

Følg »Pilestræde« på mobil