Infanteikøretøjer, hvor benzinen lækker. Huller i bukserne, men ingen nye i den rigtige størrelse. Vandring i sikkerhedsstøvler, fordi der ikke er flere vandrestøvler.
Det kan meget vel være virkeligheden for de soldater, der er efterladt hjemme på kasernerne i Danmark.
For med den nye 750 mand store afskrækkelsesbataljon i Letland, har den store »forsvarsstøvsuger« været ude på de danske kaserner og indsamle alt det gode materiel til udsendelsen.
Det efterlader de danske kaserner med et noget afstumpet lager af kampvogne og artilleri.
Berlingskes journalist Ronja Pilgaard har i lang tid afdækket de store problemer med dårligt udstyr i Forsvaret:
»Det er et problem, hvis der skal nogle nye (hold til Letland, red.) afsted. Det er et problem for de soldater, vi har hjemme. Deres evne til at øve bliver forringet. Deres udstyr halter.«
I sidste uge besøgte hun selv den danske bataljon i Letland, og på vej hjem i flyet konfronterede hun forsvarsminister Morten Bødskov (S) med det haltende materiel i Danmark.
Hør forsvarsministerens svar i dagens udgave af »Pilestræde«, hvor Ronja Pilgaard beretter om turen til den støvede militærbase i Letland.