Hun forlader Folketinget efter 13 dage: »Jeg kan godt forstå, at folk er skuffede over mig«

Karen Ellemann er dagens gæst i podcasten »Pilestræde«, hvor hun uddyber, hvorfor hun vil være chef for en organisation, som hun tidligere har foreslået nedlagt.

Karen Ellemann (V) er ude af Folketinget, når hun 1. januar begynder sit nye job som generalsekretær i Nordisk Ministerråd. Hendes mandat i Folketinget overtages allerede nu af suppleanten Kim Valentin. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Nordens dyreste kaffeklub« og »papirtiger nummer ét«.

Sådan beskrev Karen Ellemann (V) i 2013 det, der nu er hendes nye arbejdsplads, i en kronik i Berlingske.

Hun stod frem med en skarp kritik af ineffektivitet og dyre møder uden formål, som ifølge hende kunne løses ved at ændre grundlæggende på hele strukturen i både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.

Nu har hun selv sagt ja til jobbet som generalsekretær for netop Nordisk Ministerråd.

»Jeg kunne bare mærke, der stod »Karen Ellemann« på det,« siger hun i et interview med podcasten Pilestræde, som du kan høre her:

Husk lige, hvad jeg skrev

Offentliggørelsen af hendes nye jobtitel sker blot 13 dage efter, at Karen Ellemann ved folketingsvalget blev valgt ind med 8.716 personlige stemmer i Københavns Omegns Storkreds.

»Jeg kan godt forstå, at folk er skuffede over mig,« siger hun, men pointerer, at hun jo hverken vidste, om hun ville få jobbet eller blive valgt ind for Venstre, der stod til – og fik – et med hendes ord »pivringe« valgresultat.

Og, siger hun, fremhævede hun kronikken ved de jobsamtaler, der foregik, mens hun førte valgkamp for Venstre. »Husk lige hvad jeg skrev i 2013,« skulle hun have sagt – men hun fik altså jobbet alligevel.

Hun understreger samtidig, at budskabet i hendes kronik i 2013 – med overskriften »Nedlæg Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd« – var, at rådene skulle sammenlægges.

Uddrag af podcasten:

Ville det være endnu bedre, hvis man – som dit budskab var i 2013 – lagde Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd sammen?

»Det er for tidligt for mig at sige, om man kan sammenlægge det. Det, der er i det, er, at du har et regeringssamarbejde med regeringerne, og du har et parlamentarisk samarbejde. Og det kan godt være, at det ikke lige bliver en sammensmeltning, men det der med, at man ikke kører i to parallelle systemer – der ser jeg i hvert fald noget for mig i nogle samarbejdsting – sådan at man for eksempel modtager et forslag fra Nordisk Råd i en konstruktiv ånd, og vice versa forslag fra Nordisk Ministerråd i en konstruktiv ånd, for at få truffet nogle beslutninger og få skaffet nogle resultater.«

Er der ikke en konstruktiv ånd i dag?

»Jo, det er der. Langt bedre end den var i 2013.«

Men ikke god nok?

»Jeg er jo ikke startet endnu …«

Men du kender jo de her to råd indefra: Du har selv siddet i Nordisk Råd, og du har været minister for nordisk samarbejde, så du har også været en del af Nordisk Ministerråd?

»Men prøv lige at tage datoerne for det …«

Det ligger tilbage i tiden, det ved jeg godt. (Karen Ellemann sad i Nordisk Råd fra 2011 til 2015 og var minister for nordisk samarbejde af to omgange i 2010-11 og 2016-18, red.)

»Det ligger nemlig tilbage i tiden, så det er kun fair over for både medarbejdere, parlamentarikere og ministre, at jeg lige får lov at sætte mig i stolen, inden jeg kommer med en stort reformprogram. For det er vigtigt at få sagt, at man jo tog kritikken alvorligt og gjorde noget ved mange af tingene på det tidspunkt (i 2013, red.). Men for mig at se, så skal vi allesammen kræve, at enhver international organisation hele tiden lægger sig i selen for at være vedkommende og skabe resultater. Alt andet ville – synes jeg – ikke være i orden.«

Lyt til hele interviewet med Karen Ellemann i podcasten »Pilestræde« – ved at trykke på play på afspilleren i artiklen, eller ved at finde »Pilestræde« der, hvor du lytter til podcasts.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify