Fra en hvid bus sang Erdogan sejren i hus – og intet tyder på, at vælgerne nogensinde svigter ham

Tredje gang var også lykkens gang for Recep Tayyip Erdogan. Søndag blev han genvalgt som Tyrkiets præsident. »Han står foran et mere splittet Tyrkiet end nogensinde før – men intet tyder på, at de konservative vælgere forlader ham,« fortæller Berlingskes mellemøstkorrespondent fra Istanbul.

Tilhængere af Erdogan jublede, da den tyrkiske præsident blev genvalgt – for tredje gang i træk. En jubel, som mange i resten af Vesten kan have svært ved at forstå. Yasin Akgul/Ritzau Scanpix

Søndag gik tyrkerne til præsidentvalg.

På trods af galoperende inflation, høj arbejdsløshed og massiv kritik af regeringens håndteringen af jordskælvene, som slog over 50.000 mennesker ihjel, sikrede Recep Tayyip Erdogan alligevel sejren med 52 procent af stemmerne.

Et valg, som efterlader Tyrkiet mere splittet end nogensinde før.

Kollektivt granatchok

Hos taberne er humøret på lavpunktet. Det fortæller Berlingskes mellemøstkorrespondent Carolina Kamil fra sin bopæl i Istanbul:

»Alt efter, hvilket kvarter du befinder dig i, er stemningen forskellig. I det kvarter, jeg bor i, som er oppositionens højborg, er stemningen at betegne som et kollektivt granatchok,« siger hun i podcasten »Pilestræde« og fortsætter:

»Folk sidder i store grupper uden at tale med hinanden. Man havde en fornemmelse af, at der havde været dødsfald i enhver familie.«

Præsident uden ansvar

Blot få kilometer fra granatchokket, herskede en helt anden stemning. Nær sit hjem i bydelen Üsküdar stod Erdogan oven på en stor hvid bus og sang sejren i hus foran tusindvis af jublende tilhængere.

»Tyrkiet er et ekstremt splittet land. Man skal forestille sig politik på en helt anden måde end i Danmark. Det minder lidt mere om det, vi kender fra USA,« siger Carolina Kamil.

En splittelse, som ikke ændrer sig lige foreløbig.

»De, der stemmer på Erdogan, har gjort det i årtier, og de vil sandsynligvis blive ved med at gøre det. De ved godt, at der er økonomisk krise, og de ved godt, at de der jordskælv er sket, men de holder ham ikke til ansvar for det. De er konservative, og de kan lide Erdogan, fordi han er en af dem,« siger hun.

Hør hele interviewet med Carolina Kamil i »Pilestræde«.

»Pilestræde« er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. »Pilestræde« udkommer mandag til torsdag kl. 05.00. Hør alle afsnit herunder – eller hvor du normalt hører podcast.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify