Mette Frederiksen løftede flere gange sin sorte iPhone op i luften, viftede med den og erklærede den som fjenden.
»Skal vi regulere? Ja, det skal vi. Skal vi have skærmene meget mere ud af skolen? Ja. Skulle de nogensinde have været i vuggestuerne og børnehaverne? Nej,« lød det fra statsministeren under Folketingets spørgetime i sidste uge.
Jesper Tække er lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet, hvor han forsker i digitale medier med fokus på digitalisering i undervisningen. Og han er helt uenig med Mette Frederiksen.
Han kalder statsministerens kamp mod børnenes adgang til mobiler for »det dummeste, han nogensinde har hørt« og tilføjer, »at det vil være en katastrofe for vores børn, hvis vi begrænser de digitale medier for dem«.
I dagens afsnit af »Pilestræde« forklarer han sin modstand mod det voksende politiske ønske om at begrænse børns mobilforbrug.
Fra vugge til skærm
Modsat statsministeren ser Jesper Tække intet problem i, at mobiltelefonerne tager deres plads i vuggestuerne og børnehaverne.
»Selvfølgelig skal vi have telefoner i vuggestuen. Hvor man før sad med billedbøger og sådan nogle ting, der passede til industrisamfundet, sidder vi nu med interaktive medier med interaktive fortællinger,« siger Jesper Tække i »Pilestræde«.
Jesper Tække savner evidens for de skråsikre påstande om digitale mediers negative indvirkning på børnene.
»Der er ingen undersøgelser, der viser, at der er en sammenhæng med skærmbrug og mistrivsel – på nogen som helst måde. Tværtimod tyder alt på, at det handler om socioøkonomiske og sociokulturelle forhold. Det kunne for eksempel handle om dårlige normeringer i vuggestuer og børnehaver,« siger han og fortsætter:
»Det vil altså betyde, at når der er rigtig mange børn og for få pædagoger, får børnene ikke nok kontakt og senere hen ikke nok undervisning.«
Hør hele interviewet med Jesper Tække i »Pilestræde«.
»Pilestræde« er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. »Pilestræde« udkommer mandag til torsdag kl. 05.00. Hør alle afsnit herunder – eller hvor du normalt hører podcast.