En højsang fra Putins Rasputin

Gennem hele den russiske historie har man talt om det evige Rusland. Den mangeårige rådgiver i Kreml, Vladislav Surkov, er tæt på at tale om den evige Putin. Et skridt fra guddommeliggørelse.

Vladislav Surkov har erklæret, at det 21. århundrede tilhører Putin. Vestens putinister skal stramme sig an for at nå det høje niveau for, hvordan Putin skal måles og vurderes som en historisk figur af dimensioner mellem zar, politisk geni og frelser af Guds nåde. Natalia Kolesnikova / AFP/ Ritzau Scanpix

Der skal et vist tilløb og et bestemt retorisk vovemod til for at udnævne en siddende præsident ikke blot til præsident på livstid, men ud over sin levetid, nærmest for evigt og mindst for resten af det 21. århundrede.

Dette intellektuelle krumspring har en mangeårig rådgiver i Kreml, Vladislav Surkov, præsteret i et dokument, der på én gang er et manifest og en højsang for Ruslands præsident, Vladimir Putin.