Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det var ikke småting, der dukkede op, da ejendomsselskabet Hines gik i gang med den store renovering af Købmagergade 44-50.
Det er et område, mange kender som Universitets Passagen, og netop her åbner The Trinity Quarter næste år. Navnet dækker over et område med butikker, boliger og hotellet 25h Hotel Round Tower.
Til udviklernes store overraskelse gemte der sig adskillige interessante fortidsminder, da de begynde at grave under hotellet. Også nogle, som afslører ny viden om københavnernes hverdagsliv i middelalderen og renæssancen.
Hvem havde for eksempel gættet, at 400 år gammel afføring kan vidne om en særlig social status? Eller at ruskindshandsker fra samme tid gav et fingerpeg om, at her boede mere velhavende københavnere?
Dyreknogler og keramik
Siden det første spadestik i 2019 har arkæologer fra Københavns Museum gravet og fundet alt fra latriner fra 1600-tallet til kranier fra forskellige dyr med slagtespor fra 1500-tallet, drikkeglas, importeret stentøj, en velbevaret sparebøsse af keramik og bemalede ovnkakler og porcelæn.
En del af det kan nu opleves på en udstilling, som åbner på lørdag i Købmagergade 50, hvor det nye hotel åbner næste år, når renoveringen er færdig.
»Det er jo enormt interessant, når vi på den her måde støder på ny viden. Den vil vi gerne dele med københavnerne,« siger Karen Egede Nielsen, udviklingsdirektør i Hines i Norden.
Hotellet udstillede tidligere på foråret plancher af flere fund, men efter at restriktionerne er lempet, kan man nu opleve en fysisk udstilling, som er blevet til i samarbejde med Københavns Museum.
Her kan man ved selvsyn studere dyreknogler, keramik og mønter, og lørdag 12. juni er der desuden basis for at tale med de arkæologer, som har haft hænderne i jorden.
Afslørende afføring
Noget af det spektakulære, der dukkede op under udgravningen, var 18 latriner med efterladenskaber fra københavnere.
Selv efter 400 år under jorden kunne latrinerne afsløre, hvad indbyggerne havde spist, inden de forrettede deres nødtørft.
Der var eksempelvis jordbær, figner og lidt mere eksotiske fødevarer i afføringen, og det kan betyde, at de højere sociale lag boede netop her ved Rundetårn, har arkæologerne ved Københavns Museum tidligere fortalt til Berlingske.
Fordi latrinerne har skabt et fugtigt miljø, betyder det samtidig, at andre fund er blevet bevaret.
For eksempel er en sko med dekoration på overfladen og korksål dukket op, og den har formodentlig også tilhørt den bedre stillede del af københavnerne. Det samme gælder en ruskindshandske, mener arkæologerne.
Her var ikke bare en mark
Beklædningsgenstandene og de gamle toiletter må man dog nøjes med at se på store fotoplancher, fortæller Karen Egede Nielsen.
»De er stadig under konservering, så vi kan ikke vise dem fysisk endnu, men man kan få et godt indtryk på de store fotografier,« siger hun og tilføjer:
»Vi viser heller ingen menneskeknogler.«
Til gengæld kan man se skår fra keramik, som kan dateres tilbage til omkring år 1100, hvor man ellers troede, at der bare var mark her ved Købmagergade. Det samme gælder et møntfund fra Valdemar den Stores tid (1131-1182).
»Det fortæller os noget om, at det her område i København har været anvendt til meget andet end bare at være en mark, og at her har været aktivitet allerede fra 1100-1200-tallet. Det er ny viden,« har en af de to arkæologer, Zenon Topcagic, tidligere fortalt.
Her, hvor det skete
Udstillingen åbner lørdag, hvor der ud over de arkæologiske fund vil være filmklip fra udgravningen og fremvisning af arkitekturfotograf Jens Markus Lindhes billeder af bygningen under renoveringen.
Desuden vil både Københavns Museums arkæologer og Karen Egede Nielsen være til stede.
»Vi synes, det er interessant, at vi viser de her fund præcis, hvor de dukkede op i jorden. Det er jo også en del af hotellets historie nu,« siger Karen Egede Nielsen, der glæder sig over at kunne arrangere en udstilling i samarbejde med Københavns Museum, men ude i byen.
»Der er mange små historier, som jeg tror, de fleste københavnere vil finde interessante. Arkæologerne har stået og samlet lerkrukker de seneste dage, og de kan fortælle en masse om, hvad de nye fund betyder for vores opfattelse af byen. Det er jo altså ret fantastisk,« siger hun.
Ud over lørdag den 12. juni er udstillingen åben alle hverdage mellem kl. 16.00 og 18.00 fra 14. til 30. juni. Der er gratis adgang – og krav om coronapas.