På søndag vil store dele af verden tænde for den årlige kamp om mesterskabet, Super Bowl, i amerikansk fodbold, NFL.
Og det er reklamebranchen udmærket klar over. Til alle tider har de set en god forretning i at købe sig ind i reklamepausen og reklamere for øl, biler og teknologi.
Men til dette års Super Bowl kunne reklamepausen godt gå hen og se ganske anderledes ud. Det har verdens største popstjerne ifølge CNN en klar andel i.
I oktober 2023 fulgte store dele af verden med, da Taylor Swift offentliggjorde sit forhold til Kansas Citys Chiefs stjernespiller, Travis Kelce.
Det forhold regner reklamebranchen med vil få stor betydning for, hvor mange kvinder der kigger med på søndag.
Det betyder grundlæggende, at flere reklamer vil henvende sig direkte til kvinder.
Sidste år kunne CNN rapportere, at svimlende 113 millioner seere så med, da Super Bowl kørte over skærmen den 13. februar 2023.
Antallet af seere sidste år gjorde det til den tredjemest sete tv-udsendelse nogensinde på FOX.
Ifølge CNN vil netop det romantiske forhold mellem de to superstjerner kunne have en hel del at sige, hvad angår seerandelen af kvinder og mænd til dette års Super Bowl.
»At Taylor Swift kommer til at deltage i Super Bowl, vil sandsynligvis have en indflydelse ikke kun på størrelsen på publikummet, men også dets demografiske sammensætning,« udtaler Paul Hardart, som er professor i marketing til CNN.
Når Super Bowl i år løber af stablen søndag den 11. februar med kampen mellem San Francisco 49ers og Kansas City Chiefs, vil mindst 110 millioner seere se med, anslår CNN.
Et reklamespot i reklamepausen under Super Bowl koster mellem 6,5 millioner dollar og syv millioner dollar.
Det svarer til mellem 45 og 50 millioner danske kroner.
For den pris kan man købe sig et reklamespot på 30 sekunder, siger en kilde til CNN, der er bekendt med annoncesalget til Super Bowl-kampene.