Der er stille i Københavns Nordvest-kvarter denne eftermiddag i august, hvor de gule og røde murstensbygninger ligger badet i sol, men når man svinger ned ad Hejrevej, sker der noget. På venstre side ligger en bygning, der engang var autoværksted. I dag er det godt et år siden, at »Auto Poul« servicerede de firehjulede.
»Der kommer en bilist eller to om dagen, som tror, at vi er automekanikere, og som gerne vil have fikset et eller andet,« siger Bjarke Underbjerg fra baren Autopoul. Stedet begynder så småt at blive indtaget af gæster, der skyller varmen ned med kølige drikke mellem reklamer for autohjælp, oliventræer og friske blomster i vinflasker.