Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, er ikke i tvivl.
Den opsigtsvækkende nyhed om, at FE-chef Lars Findsen løslades fra sin varetægtsfængsling vidner om, at sagen er svækket, men det medfører også »helt klart« et øget pres på S-regeringen.
»Det er klart, at det her svækker sagen mod Lars Findsen. Også selvom landsretten siger, at der stadig er en begrundet mistanke om, at han har overtrådt paragraf 109 i straffeloven,« siger Tom Jensen.
Mener du, at løsladelsen af Lars Findsen øger presset på regeringen?
»Ja, det gør det helt klart. Det her kommer jo efter en uges kritik af den politiske håndtering fra både tidligere embedsmænd og toppolitikere. Løsladelsen er, uanset hvad man siger, en svækkelse af sagen. Når man vælger at rejse en efterforskning og fængsle chefen for FE, så er det jo fuldstændig afgørende, at der er bund i det.«
Landsretten opretholder dog den begrundede mistanke mod Lars Findsen. Det kan regeringen vel stadig »gemme sig bag« – så at sige?
»Formelt set, ja. Men ingen, der kender til den her slags sager, gør sig jo illusioner om, at regeringen ikke har været inde over. Derfor er der forskel på det formelle og det reelle. Reelt kan regeringen ikke blive ved med at gøre det til en ikkesag rent politisk. Det bestyrker løsladelsen af Findsen.«

»For der er ikke alene en hel befolkning, men også en række samarbejdspartnere til de danske efterretningstjenester, som ser på det her forløb og tænker: ‘Hvad i alverden er det, der foregår?’« siger Tom Jensen.
Hvad kommer du mest til at holde øje med i det videre forløb?
»Det er jo interessant, om vi nu får mere at vide om sagens beskaffenhed. Det tvivler jeg dog på. Ellers vil jeg holde øje med, om det politiske pres ikke bliver så stort på et tidspunkt, at regeringen er nødt til at gå ud og forholde sig til både sagen mod Lars Findsen og til sagen mod Claus Hjort Frederiksen,« siger Berlingskes chefredaktør.
Det blev torsdag omkring klokken 15.20 meldt ud, at Østre Landsret modsat byretten ikke fandt tilstrækkelige forhold i Lars Findsens sag, til at varetægtsfængslingen kunne opretholdes.
Landsretten mener dog stadig, at der er en begrundet mistanke om, at Lars Findsen har overtrådt en sjældent anvendt paragraf i straffeloven om at røbe statshemmeligheder.
Lars Findsen og yderligere tre efterretningsfolk blev anholdt 8. december under mistanke for »at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne« ifølge PET.
Siden har Lars Findsen siddet varetægtsfængslet i godt 70 dage.
I december blev også tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) sigtet. Sigtelserne er som bekendt hemmelige.
Håndteringen af sagen og de mange gisninger som følge af de hemmeligholdte oplysninger fra regeringens side har fået en stribe tidligere topembedsmænd til at kritisere håndteringen.



