Der fremsættes i denne tid mange bud på, hvorfor det ser ud til, at unge i stigende grad mistrives: skærme, sociale medier, præstationssamfund, uddannelsessystemet, verdens tilstand m.m. I weekenden her i Berlingske kom Kathrine Lilleør så med sit: »Unge mistrives, fordi deres forældre lyver for dem«.
Her argumenterer Lilleør for, at tidens forældre bidrager til et »generationsbedrag«, fordi de udsender et blandet signal til deres børn, når de både interesserer sig intenst for dem og ofte fortæller, at de elsker dem – samtidig med at de også prioriterer »alenetid«. Det skaber, ifølge Lilleør, følelsen af at blive afvist, når ens forældre har brug for tid væk fra en. Og børn kan således ikke trives, når de må leve på denne »løgn«.



