For et år siden blev Danmark ramt af den største historiske samfundskrise siden Anden Verdenskrig. På rekordtid lærte vi, store som små, at indstille os på at leve i en undtagelsestilstand. Et liv uden at kunne tage på arbejde, gå i skole, besøge bedsteforældre, gå til fest, spise på restaurant, dyrke sport eller tage bussen. Et liv med mundbind, håndsprit og fysisk afstand. Og et liv i undtagelsestilstand uden udløbsdato – jo længere vi trådte ind i krisen, jo mere uklart blev det, hvornår den ville være slut.
Her et år senere lever vi stadig med pandemien og er stadig i en form for undtagelsestilstand, men vi er også en del erfaringer rigere – og vi kan begynde at gøre tabene op. Vi er smerteligt bevidste om, at coronakrisen har haft en ufattelig høj pris. Gennem et år har vi dagligt fået opdaterede tal på indlagte på hospitalerne og døde. Bag hver eneste syge, indlagte og afdøde er der et menneske og nogle pårørende, som har oplevet lidelse og tab.
