Paranoia er livsvigtigt for virksomheder i en globaliseret verden

OPINION. Verden har forandret sig afsindigt hurtigt, og tempoet falder ikke. Det påvirker hele samfundet, men de, der kan håndtere forandringerne, har et enormt potentiale, skriver Lars Fæste, der er senior partner ved Boston Consulting Group.

Industri 4.0 og Tingenes Internet. Amazon. Virtual reality som udbredt værktøj i forbindelse med alverdens processer. Globalisering under pres. Blot et par eksempler, som illustrerer hvor afsindigt hurtigt, verden har forandret sig de seneste år. Og tempoet falder ikke.

Tværtimod! Det påvirker alle dele af samfundet og sætter virksomheder under et konstant, massivt forandringstryk.

For dem, der kan håndtere det, er potentialet enormt.

For dem, som ikke følger med og misser at komme på toppen af udviklingen, bliver det et spørgsmål om liv eller død.

Meget bogstaveligt. Faktisk viser tal, BCG har beregnet, at en børsnoteret virksomhed har odds 1:3 for at forsvinde i løbet af de næste fem år. Til sammenligning var sandsynligheden 1:20 i 1960erne.

Men hvordan tipper danske virksomheder oddsene til deres fordel?

Paranoia! Virksomheder skal vænne sig til, at det er livsfarligt at vente og se, om der hen ad vejen er behov for at gøre ting anderledes. Selv når man oplever at stå midt i en stor succes, som måske kommer i halen på årelang fremgang og en stærk position i markedet, skal ledelsen have blikket stift rettet mod muligheder og udfordringer omkring næste hjørne.

Den strategiske situation kan ændre sig drastisk på få måneder. Derfor skal enhver virksomhed helt grundlæggende acceptere, at den er nødt til at være i konstant transformation.Det er hovedpointen i BCGs nye bog »Transformation: Delivering and Sustaining Breakthrough Performance«, som jeg har været med til at lave. Vi baserer os på en gennemgang af 400 cases.

If it ain’t broken – FIX IT!

Transformation har naturligvis størst effekt og styrker chancerne for langsigtet succes, når der handles, før virksomheden står med problemer op til halsen og typisk kun har et begrænset råderum. Det handler blandt andet om at have modet til at skifte ud på det aktuelle vinderhold. Det rigtige hold sammensættes forlæns og ikke baglæns. Men det er ikke let, og i praksis sker det ofte for sent.

Ud over konstant transformation og evnen til at være på forkant skal virksomhederne også tænke holistisk. Succes og solid værdiskabelse over tid er nemlig i høj grad et spørgsmål om at mestre flere discipliner lige godt:

1) Frigøre ressourcer til vækst.

2) Spille offensivt i markedet.

3) Bygge og fastholde en organisation, som kan omsætte beslutninger til stærke resultater og langsigtet optur.

I vores årlige temperaturmåling af de nordiske økonomier, »Nordic Agenda 2017«, har vi fundet frem til en række virksomheder, der formår at krydse sikkert igennem bølgegang i samfundsøkonomierne og deres industri.

Disse virksomheder, som vi kalder »sustained growers«, vokser, tjener gode penge og skaber værdi år efter år.

I et felt på 1.300 identificerede vi 73 af den slags virksomheder i Norden og i Danmark bla. Novo Nordisk, ROCKWOOL, DFDS, GN og Vestas .

De demonstrerer netop evnen til at mestre alle tre nævnte discipliner.

De fastholder blandt andet høj lønsomhed og et stort frit cash-flow, investerer mere i R&D end konkurrenterne, gennemfører løbende akkvisitioner og har hele tiden fokus på at vækste (og dermed også på at beskytte sig mod angreb).

Beslutningen om at trykke start for transformation er selvsagt ikke garanti for succes. Flere ting kan spænde ben. Og kort fortalt skal virksomhederne være OBS på følgende røde linjer:

Vent ikke. Lad være med at fejre sejren for tidligt. Sæt ikke ambitionsniveauet for lavt eller højt, men få det kalibreret så præcist som overhovedet muligt. Lad være med at fokusere på enkeltdele som eksempelvis effektivitet og CAPEX på bekostning af helheden. Og undervurder ikke den menneskelige faktor og vigtigheden af den rigtige organisation.

Så ja, masser kan gå galt. Udfordringerne er mange. Ikke desto mindre vil jeg runde af med en vis optimisme.

For, som jeg også var inde på tidligere, er der heldigvis mange gode eksempler på både nye og veletablerede virksomheder, der fortsat lykkes.

De viser vejen. Og ambitionen, vi alle må kunne deles om, er, at vi skal have forbedret oddsene for danske virksomheders succes og overlevelse.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er muligt. Hvis vi kombinerer en god portion paranoia med kontinuerlig dygtighed og innovations- og handlekraft. Så lad os gøre det!