Finansministeriet er stedet, hvor velfærden udhules af unge arrogante fuldmægtige, som kun tænker på at skære ned. De nævenyttige embedsmænd hindrer fremsynet klimapolitik, kvæler kulturen og pisker de syge og svage. Finansministeriets bureaukrater har oven i købet skabt en neoliberal regnemaskine, som per definition dræber alle gode, sociale forslag. Selvom alle og enhver ved, at det kan betale sig at investere i højere ydelser til kontanthjælpsmodtagere og i mere kommunal omsorg, så manipulerer man tallene på en måde, hvorefter skattelettelser er den sikre kur mod pest og fodvorter.
Finansministeriet bestemmer for meget. Denne karikatur fremføres gang på gang i den offentlige debat i forskellige varianter. Senest af tidligere borgerlige ministre.
»De går langt, langt videre end til bare at overvåge rigets finanser, og der er en stærk kultur af egenrådighed i ministeriet, hvor man nogle gange, selv om der var en stærk minister, kunne have svært ved at gennemskue, hvem der faktisk bestemte,« siger tidligere socialminister Mai Mercado (K), som »aldrig har oplevet noget lignende«. Hun har ellers en kandidatgrad i statskundskab.
Når ministre brokker sig over Finansministeriet, er det typisk, fordi de er blevet underkendt af deres egen regering. Enten fordi de har taget udgiftskrævende initiativer uden at spørge, eller fordi de på anden vis har fraveget regeringens politik. Men embedsmændene i Finansministeriet har ofte været mellemmænd i processen, fordi ministeriet i praksis fungerer som regeringens sekretariat. Og det er altid budbringerne, der bliver skudt (på).
Det er rigtigt, at Finansministeriet har magt. Men den er et produkt af regeringens beslutninger – og nogle gange af dens mangel på beslutninger.Christopher Arzrouni
Det rene vrøvl
Man kunne selvfølgelig godt have en regering, hvor enhver minister gik direkte til Folketinget med sine udgiftskrævende forslag. Det kunne man engang – før 1924, da den første Stauning-regering fik styr på sagerne. En regering uden et stærkt finansministerium ville svække sig selv.
Man kunne selvfølgelig også godt lave om på de økonomiske modeller, Finansministeriet anvender til at vurdere konsekvenserne af politiske forslag. Det gør man i øvrigt hele tiden i lyset af ny viden. Men hvis man begynder at ændre modellerne, fordi man ikke kan lide konklusionerne – sådan som venstrefløjen ønsker – gør man bare sig selv dummere, end man er i forvejen.
Det er rigtigt, at Finansministeriet har magt. Men den er et produkt af regeringens beslutninger – og nogle gange af dens mangel på beslutninger. Det er også rigtigt, at ministeriet har blokeret politiske processer. Men da Kristian Jensen blev finansminister, sikrede han f.eks. ministrene mulighed for at tage uenigheder op direkte i regeringens økonomiudvalg, de kunne tage politiske diskussioner uden mellemmænd.
Det er vrøvl, når tidl. justitsminister Søren Pind (V) sammenligner »Finansministeriets behandling af de øvrige ministeriers faglighed« med »Trumps ledelsesfacon«. Han har også sagt, at »Finansministeriet er skyld i alt ondt i det her land«. Hvis Pind havde rygrad, ville han rette kritikken mod sin egen regeringsleder i stedet for at gøre det mod nogle tilfældige embedsmænd.
Når man er tidligere ansat i ministeriet – både almindelig fuldmægtig og særlig rådgiver – er det lidt flatterende, at embedsmænd bliver tildelt en rolle, der svarer til en af Darth Vaders håndlangere. Men det er også stærkt misvisende. Og når man falbyder den slags myter, medvirker man selv til at svække den demokratiske dannelse.
